Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Søren Kierkegaards Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stille en ny, højere og mere positiv Filosofi i Stedet for
Hegels, var Kierkegaard blandt de Mange, der rundt om
fra ilede til Berlin for at lære den nye Visdom at kende.
(Se om denne Schellings Optræden min Bog »Filosofien
i Tyskland efter Hegel«. p. 127 f.) I Begyndelsen
syntes det, som 0111 de Forventninger, med hvilke han
kom, skulde opfyldes. I sin Dagbog skrev han: »Jeg er
saa glad ved at have hørt Schellings anden Time —
ubeskriveligt. Saa har jeg da længe nok sukket, og
Tankerne sukket i mig; da han nævnede det Ord:
»Virkelighed« 0111 Filosofiens Forhold til Virkelighed, da sprang
Tankens Foster i mig af Glæde som i Elisabeth. Jeg
erindrer næsten hvert Ord, han fra det Øjeblik sagde.
Her maaske kan der komme Klarhed. Dette ene Ord,
det erindrede mig om alle mine filosofiske Lidelser og
Kvaler.« (Efterladte Papirer. 1883—43. p. 297.) Den
forventede større Klarhed udeblev; ti nogle Maaneder
efter skrev Kierkegaard til sin Broder: »Kære Peter,
Schelling vrøvler ganske forskrækkeligt«, og han rejste
hjem, for Forelæsningerne vare til Ende. Dog har hint
Spring af Tankefostret været Begyndelsen til hans
føl-gende Tankeliv. Schelling betonede nemlig meget stærkt,
at den spekulative Filosofi ikke kunde komme ud over
det Mulige og det Abstrakte, Almene, og at Forholdet
til den absolute Virkelighed, særligt saaledes som den
religiøse Tro opfatter denne, kun kunde sættes ved en
Villiesakt, der motiveres af Længsel og praktisk,
personlig Trang, - altsaa som Kierkegaard senere udtrykte
det: ved et Spring. (Se »Filosofien i Tyskland efter
Hegel«. p. 133—13(1, 145.) Modsætningen mellem Tænken
og Existents, mellem det Almene og det Enkelte og
Umuligheden af en kontinuerlig Overgang mellem dem
fik Kierkegaard her slaaet fast saaledes, at lian ikke
glemte det. Med Rette frastødtes han ved den vilkaar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
