Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Διαψαλματα
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvor besynderlig veemodigt blev jeg ikke stemt ved at
see et stakkels Menneske liste sig gjennem Gaderne i en
temmelig aflægs lyse-grøn i guult spillende Frakke. Det
gjorde mig ondt for ham; men hvad der meest bevægede
mig, var dog, at samme Frakkes Farve saa levende erindrede
mig om min Barndoms første Frembringelser i den ædle
Malerkunst. Denne Farve var netop en af mine
Liv-Couleurer. Er det dog ikke sørgeligt, disse Farveblandinger, som
jeg endnu med saa megen Glæde tænker paa, dem finder man
intetsteds i Livet; hele Verden finder dem grelle, afstikkende.
kun anvendelige paa Nürnbergerstykker. Støder man en enkelt
Gang paa dem, saa skal Mødet altid være saa uheldigt, som
nu dette. Det skal altid være en Sindssvag eller en
Forulykket, kort altid Een, der føler sig fremmed i Livet, og
som Verden ikke vil vedkjende sig. Og jeg, som altid malede
mine Helte med dette evig-uforglemmelige guulgrønne Anstrøg
paa Kjolen! Gaaer det ikke saaledes med alle Barndommens
Farveblandinger? Det Skjær, Livet dengang havde, bliver
efterhaanden vort matte Øie for stærkt, for grelt!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
