Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske. Et Forsøg i den fragmentariske Stræben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
forsvandt for den anden, den ene blot figurerede for den an-
den, vilde et saadant Anlæg vistnok ikke være uden comisk
Kraft. Dette viser jo tilstrækkeligt, at det, der egentlig sam-
menholder Staten, er opløst, men den derved bevirkede Jso-
lation er naturligviis comisk, og det Comifke ligger i, at
Subjectiviteten som den blotte Form vil gjøre sig gjeldende.
Enhver isoleret Personlighed bliver altid comisk derved, at
han vil gjøre sin Tilfældighed gjeldende ligeoverfor Udviklin-
gens Nødvendighed Det vilde upaatvivlelig indeholde den
dybeste Comik at lade et tilsældigt Individ faae den univer-
felle Jdee, at ville være hele Verdens Vesrier. Derimod er
Christi Fremtræden i en vis Forstand (i en anden Forstand
er den nemlig uendelig meget Mere) den dybeste Tragedie,
fordi Christus kom i Tidens Fylde og, hvad jeg med Hensyn
til det Følgende især maa udhæve, bar al Verdens Synd.
Som bekjendt angiver Aristoteles som Kilde for
Handlingen i Tragedien to Ting, Faa-ma kaz kjesogz men
bemærker tillige, at Hovedsagen er rwioc, og Jndividerne
handle ikke for at fremstille Charakterer, men disse blive for
Handlingens Skyld optagne. Man vil let bemærke her en
Afvigelse fra den nyere Tragedie. Det, der nemlig er det
Eiendommelige for den antike Tragedie, er, at Handlingen
ikke blot fremgaaer as Charakteren, at Handlingen ikke er
subjectiv reflekteret nok, men at Handlingen selv har en rela-
tiv Tilsætning af Liden. Den antike Tragedie har derfor ei
heller udviklet Dialogen til den Grad af udtømmende Re-
flexion, at Alt gaaer op deri; den har i Monologen og Cho-
ret egentlig de discrete Momenter til Dialogen. Hvad enten
nemlig Choret mere nærmer sig til den episke Substantialitet
eller til det lyriske Sving, saa angiver det dog ligesom det
Mere, der ikke vil gaae op i Jndividualiteten; Monologen er
igjen mere den lyriske Concentration og har det Mere, der
ikke vil gaae op i Handling og Situation. Handlingen selv
har i den antike Tragedie et episk Moment i sig, den er
ligesaa meget Begivenhed som Handling. Dette ligger nu
naturligviis deri, at den gamle Verden ikke havde Subjectivi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
