Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske. Et Forsøg i den fragmentariske Stræben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
sig til Faderen. Ved Faderens Død er hun berøvet den ene-
ste Udvei til at befries fra fin Hemmelighed Nu at betroe
den til noget levende Væsen, vilde være at beskjæmme Fa-
deren, hendes Liv faaer Betydning for hende som helliget til
ved hendes ubrodelige Taushed daglig, hver Time næsten, at
bevise ham den sidste Ære Een Ting er hun imidlertid
uvidende om, om Faderen selv har vidst det eller ikke. Her
er det Moderne, det er Urer i hendes Sorg, det er Am-
phibolien i hendes Smerte. Hun elsker Faderen af hele sin
Sjæl, og denne Kjærlighed drager hende fra hende selv ind
iFaderens Skyld; som Frugten af en saadan Kjærlighed
føler hun sig fremmed for Menneskene, hun foler sin Skyld
jo mere hun elsker Faderen, kun hos ham kan hun finde
Hvile, som lige skyldige ville de sørge med hinanden. Men
medens Faderen levede, har hun ikke kunnet betroe ham sin
Sorg; thi hun vidste jo ikke, om han var vidende derom, og
altsaa var der en Mulighed for at nedstyrte ham i en lig-
nende Smerte. Og dog, dersom han ikke har været vidende
derom, var Skylden mindre. Bevægelsen er her bestandig
relativ. Dersom Antigone ikke med Bestemthed vidste det fat-
tiste Sammenhæng faa blev hun ubetydelig, hun vilde da
ikke have andet end en Ahnelse at kæmpe med, og det er for
lidt til tragisk at beskjeftige os. Men hun veed Alt; men
indenfor denne Viden er der dog en Uvidenhed, der altid
kan holde Sorgen i Bevægelse, altid forvandle den til Smerte.
Dertil kommer, at hun bestandig er i Strid med den udvor-
tes Omgivelse. Oedip lever i Folkets Minde som en lykkelig
Konge, hædret og priset; Antigone har selv beundret som
hun har elsket sin Fader. Hun deeltager i enhver Jubel og
Berommelse af ham, hun er begeistret for Faderen som ingen
anden Pige i det hele Rige, hendes Tanke vender bestandig
tilbage til ham, hun prises i Landet som et Monster paa en
kjærlig Datter, og dog er denne Begeistring den eneste
Maade, paa hvilken hun kan give sin Smerte Udbrud. Hen-
des Fader ligger hende altid i Tankerne, men hvorledes, det
er hendes smertelige Hemmelighed. Og dog tør hnn ikke give
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
