Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Skyggerids. Psychologisk Tidsfordriv - 1. Marie Beaumarchais
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
hoiede, og indeholde en Concession, som Stoltheden maa for-
byde at give. Naar hun derimod tager sin Død derover, da
er dette identisk med, at han har myrdet hende. Dette Ud-
tryk harmonerer ganske med den stærke indre Bevægelsei
hende selv, hun finder Lindring deri. Men Livet følger ikke
altid nøiagtig æsthetiske Kategorier, lystrer ikke altid et æsthe-
tisk Normativ, og hun døer ikke. Herved er Omgivelsen
bragt i Forlegenhed Bestandig at gjentage den Forsikkring,
at hun døer, naar hun vedbliver at leve, føler den gaaer
ikke an; dertil kommer, at den ikke seer sig istand til at fore-
drage det med samme pathetiske Energi som i Begyndelsen,
og dog var dette Betingelsen for, at det skulde være nogen
Hufvalelfe for hende. Den forandrer altsaa Methoden. Han
var en Skurk, siger den, en Bedrager, et afskyeligt Menneske,
for hvis Skyld det ikke var værd at tage fin Død; glem
ham, tænk ikke mere paa den Ting, det var jo knn en For-
lovelse, udslet denne Begivenhed af Din Erindring, og Dn
er atter ung, kan atter haabe. Det opflammet hende, thi
denne Vredens Pathos harmonerer med andre Stemninger
ihende, hendes Stolthed mætter sig paa den hævngjerrige
Tanke, at forvandle det Hele til et Intet, det var ikke fordi
han var et overordentligt Menneske at hun elskede ham,
langtfra, hnn saae meget godt hans Feil, men hun troede,
han var et godt Menneske, et trofast Menneske, derfor elskede
hnn ham, det var af Medlidenhed, og derfor vil det være
let at glemme ham, da hun aldrig har trængt til ham. Om-
givelsen og Marie er atter i Samklang og Dnetten imellem
dem gaaer ypperligt. Omgivelsen falder det ikke vanskeligt at
tænke, at Clavigo var en Bedrager; thi den har aldrig elsket
ham, og det er saaledes intet Paradox, og forsaavidt den
maaskee har holdt af ham (Noget, Goethe antyder med Hen-
syn til Søfteren), væbner denne Interesse den netop imod
ham, og denne Velvillie, der maaskee var lidt Mere end
Velvillie, bliver et ypperligt brændbart Stof til at vedlige-
holde Hadets Flammer. Omgivelsen falder det heller ikke
vanskeligt at udslette Erindringen om ham, og den fordrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
