Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Skyggerids. Psychologisk Tidsfordriv - 2. Donna Elvira
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
Don Juan har altsaa forført Elvira og har forladt
hende, det er hurtigt gjort, saa hurtigt, »som en Tiger knække
kan en Lillie«; naar der ved Spanien alene staaer 1003, saa
kan man deraf see, at Don Juan har Hastværk, og saa nogen-
lunde beregne Bevægelsens Hurtighed. Don Juan har forladt
hende, men der er ingen Omgivelse, hun kan falde afmægtig
i Armene paa, hun behøver ikke at befrygte, at Omgivelsen
vil slutte sig for tæt om hende, den vil vel vide at aabne
Geledderne for at lette hende Afniarschen, hun behøver ikke
at befrygte, at Nogen vil afdisputere hende hendes Tab,
snarere vil maaskee En eller Anden paatage sig at demon-
strere det. Ene staaer hun og forladt, og ingen Tvivl frister
hende; det er klart, at han var en Bedrager, der har be-
røvet hende Alt og priisgivet hende til Vanære og Skjændsel.
Det er imidlertid, æsthetisk talt, ikke det Værste for hende,
det frelser hende en kort Tid for den reflekterede Sorg, der
visselig er smerteligere end den umiddelbare. Factum er her
utvivlsomt, og Reflexionen kan ikke komme til at forvandle
det snart til Eet, snart til et Andet. En Marie Beaumarchais
kan have elsket en Clavigo ligesaa heftigt, ligesaa vildt og
lidenskabeligt, i Forhold til hendes Lidenskab kan det være en
aldeles Tilfældighed, at det Værste ikke er skeet, hun kan næ-
sten ønske, at det var skeet; thi da var der dog en Ende paa
Historien, da var hun langt stærkere rustet mod ham, men
det er ikke skeet. Det Factum, hun har for sig, er langt tvivl-
sommere, dets egentlige Beskaffenhed bliver altid en Hemme-
lighed mellem hende og Clavigo. Naar hun tænker paa den
kolde Underfundighed, den lumpne Forstandighed, der hører
til at bedrage hende saaledes, at det i Verdens Øine faaer
et langt mildere Udseende, at hun bliver et Rov for den
Deeltagelse, der siger: nu, Herre Gud, Sagen er da ikke saa
farlig, kan det oprore hende, hun kan næsten blive vanvittig
ved Tanken om den stolte Overlegenhed, ligeoverfor hvilken
hun dog slet Jntet har havt at betyde, der har sat hende en
Grændse og sagt: hertil og ikke videre. Og dog, det Hele
kan jo ogsaa forklares paa en anden Maade, en smukkere
18··
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
