Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Den første Kjærlighed. Lystspil i een Act af Scribe, oversat af J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
blikke er ivente. Faderens Forlegenhed forraader Alt, hun
gjenkjender Charles. Ved dette Anlæg har Digteren vundet
Meget. Den Første, den foregivne Charles støder paa, er
Onkelen; han maa ansees for den, der er lettest at bedrage.
Han er dum, i Uro for at Charles skal komme og derfor
kun altfor tilbøielig til at troe Visheden af denne sørgelige
Begivenhed; han kunde heller aldrig drømme om, at Nogen
kunde falde paa at udgive sig for Charles. J Forhold til
ham kan derfor Rinville være dristig nok. J Forhold til
Emmeline vilde det derimod være altfor dristigt vovet, da
hun dog altid er en Deel fiffigere. Dertil kommer, at det
vilde være uskjont, om Rinville saa aldeles vilde tilsidescette
Decorum, og ikke mindre uskjont fra Emmelines Side. Nu
derimod har hun det usvigeligste Beviis for, at det er Char-
les, i Faderens Forlegenhed. Gjenkjendelsen skeer for Fa-
derens Øine, Rinville behøver Jntet at gjøre; istedetfor at
skulle passe paa sin Rolle kan han forholde sig ganske rolig,
thi nu har Emmeline faaet Øinene op. Hun nøder saa godt
som Rinville til at være Charles, forsaavidt kan han være
angerløs, og hun selv er angerløs, da Faderen er den, der har
nødt hende til at antage ham derfor. Digteren har da ved dette
Anlæg udbredt en vis Zarthed over Situationen, der be-
røver den alt Anstodeligt og gjør den til en uskyldig Spøg
Situationen er ikke mindre vittig end den foregaaende.
Derviere er ganske befippet, og dog har han selv foranlediget
det Hele og hjulpet Rinville over den Vanskelighed, ligeover-
for Emmeline at udgive sig for Charles. Situationen danner
tillige en Parodi paa den foregaaende; Onkelen kunde slet
ikke kjende ham strax. Derimod kan hun. Det forklarer hun
af en besynderlig Følelse, som hun dog ikke veed hvad var;
men det var ligesom en Stemme, der hviskede til hende: han
er der. (Denne Stemme er nok Faderens Stemme, der for-
raadte Alt). Hun forklarer det af Sympathien som hun ikke
kan forklare for sin Fader, men vel for Tante Judithe. Hvo
er nu den Klogeste: Derviere, som ikke kjendte ham, som
ingen Ahnelse havde, men som nu kjender ham, eller Emne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
