Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
467
der har foreviget hende. En gift Kone har to Afsnit af sit
Liv, i hvilke hun er interessant, den allerforste Ungdom, og
langt om længe igien, naar hun er bleven saare meget ældre.
Men hun har tillige, det maa man ikke negte hende, et Øieblik
hvor hun er endnu yndigere end en ung Pige, indghder endnu
mere Ærbødighed; men det er et Øieblik som sjelden fore-
kommer i Livet, det er et Billede for Phantasien, som ikke
behøver at sees i Livet, og som maaskee aldrig sees. Jeg tæn-
ker mig hende da sund, blomstrende, yppig udviklet, hun hol-
der et Barn paa sin Arm, hvorpaa hele hendes Opmærksom-
hed er vendt, i hvis Beskuelse hun er fortabt. Det er et
Billede, som man maa kalde det Yndigste, Menneskelivet-har
at opvise, det er en Natur-Mythe, som derfor kun maa sees
kunstnerisk, ikke i Virkeligheden Der maa heller ikke være
flere Figurer paa Billedet, ingen Omgivelse, det forstyrrer
blot. Forfoier man sig saaledes hen i vore Kirker, faa kan
man jo ofte faae Leilighed til at see en Moder træde op med
sit Barn paa Armen. Fraseet nu det foruroligende Barne-
skrig, fraseet den ængstende Tanke om Forældrenes Forvent-
ninger for den Lilles Fremtid begrundede paa dette Barne-
skrig, saa er allerede Omgivelsen saa forstyrrende, at om end
alt Andet var fuldkomment, Virkningen dog var tabt. Man
seer Faderen, det er en stor Feil, da det hæver det Mythiske,
det Fortryllende, man seer — horrenda rekero —— Faddernes
alvorlige Chor, og man seer —— slet Intet. Forestillet som
et Billede for Phantasien er det det Yndigste af Alt. Jeg
mangler ikke Kjækhed og Raskhed, ikke Dumdriftighed nok til
at vove et Angreb —— men hvis jeg i Virkeligheden saae et
saadant Billede, jeg var afvæbnet
Hvor Cordelia beskjeftiger mig! Og dog er Tiden snart
forbi, min Sjæl fordrer altid Foryngelse. Jeg hører allerede
ligesom fjernt Hanen gale. Hun hører det maaskee ogsaa, men
hun troer, det er Morgenen, den forkynder. — Hvorfor er
dog en ung Pige saa smuk og hvorfor varer det saa kort?
Jeg kunde blive ganske melancholsk ved denne Tanke, og dog,
307
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
