- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Tiende Bind /
217

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

217

spottede ham, og senere da de saae, hvor farefuldt hans Liv
blev, havt travlt med at sige: det er hans egen Skyld.

Han forlod sine Fædres Tro, saa han maatte
hade Fader og Moder. Thi dette er jo Meningen af Christi
Ord: at Den, som for Hans Skyld ikke hader Fader og Moder,
er Ham ikke værd — og Peder var Ham værd. Naar der er en
Religions-Forskjel, altsaa en evig afgjørende Evighedens For-
skjel mellem Fader og Son, og Sonnen levende troer af sit
ganske Hjerte, af al sin Magt, med sin hele Sjel, at kun i denne
Religion er Saligheden — saa hader han jo Faderen, det er,
han elsker noget Andet saa hoit, at hans Kjerlighed til Faderen
er som Had. Naar En har retmæssig, har hellig Fordring, har
første Fordring paa Din Kjerlighed, da at elske en Anden, selv
om dette kun betyder at blive ligegyldig mod hiin Forste, det er
jo som at hade ham, just fordi han har Fordringen paa Din
Kjerlighed Men at elske Noget saa hoit, at man troer, at deri
alene er Frelse at finde og Salighed, uden for det Fortabelse —
naar saa Faderen, til hvem Du ved Kjerlighedens inderligste
Baand er knyttet, ikke troer det Samme, naar altsaa den Troende,
jo inderligere han selv elskende holder fast ved det Eneste, hvori
der er Salighed, nodsages (o, Rædsel ligesom at lægge Haand
paa sin Fader!), nodsages til at antage, maa (o, Rædsel, ligesom
at kunne negte sin Fader Livets Fornødenhed!) maa bringe
det over sit Hjerte at antage, at Faderen altsaa er fortabt: det
er jo at hade Faderen. Er dette ikke at hade et andet Menneske,
at troe ham fortabt — er det det mindre, hvor ubeskriveligt
tungt det end falder En! Altsaa det er at hade Faderen, eller
rettere det er at hade ham og dog at elske ham! O, Afskyelighed
uden Lige at hade den Elskede, saa Ens Kjerlighed blev til Had;
o, af alle Sjelslidelser den tungeste, qvalfuldefte, at hade den
Elskede, og dog at elske ham. At ville gjore Alt for ham, at ville
offre sit Liv for ham — men at være bunden, bunden, ja eller
naglet, eller korsfæstet til den Betingelse, som ikke staaer i Ens
Magt, den Betingelse, der knytter Saligheden til eet Vilkaar,
saa der uden for dette ikke er Salighed, saa Valget altsaa maatte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 19:09:13 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/10/0225.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free