Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353
Fordommelsez de gik beskæmn1ede bort, thi Christus var tilstede:
der var Ingen, der fordomte hende. Saa blev Christus ene
tilbage med hende — men der var Ingen, der fordomte hende.
Just det, at Han ene blev tilbage med hende, betyder i en langt
dybere Forstand, at der Ingen er, der fordommer hende. Det
vilde kun lidet have hjulpet hende, at Pharifaeerne og de Skrift-
kloge gik bort, de kunde jo være komne igjen med Fordom-
melsen· Men Frelseren blev tilbage ene med hende: derfor
var der Ingen, der fordomte hende. Ak, der er kun een Skyld,
som Gud ikke kan tilgive, det er den ikke at ville troe vaa hans
Storhed!
Thi han er større end det Hjerte, som fordommer sig selv.
Men derimod staaer der Intet om, at han er storre end det
verdslige, letsindige, daarlige Hjerte, der taabeligt regner paa
Guds indbildte Storhed i at tilgive. Nei, Gud er og kan være
lige saa noieregnende, som han er stor og kan være stor i at
forbarme sig. Saaledes ener altid Guds Væsen det Modsatte,
ligesom i hiint Mirakel med de fem smaa Brod. Folket havde
Jntet at spise — ved et Mirakel fkaffes der Overflod; men see,
derpaa byder Christus, at man omhyggeligt opsamler hver en
Levning. Hvor guddommeligt! Thi eet Menneske kan odsle,
et andet være sparsommeligtz men dersom der var et Menneske,
som ved et Mirakel hvert Lieblik kunde — guddommeligt skaffe
Overflod, troer Du ikke, at han — menneskeligt havde ladet
ringe om 3mulerne, troer Tu, at han — guddommeligt havde
opsamlet 3mulernel Saaledes ogsaa med Guds Storhed i
at forbarme sig, neppe har et Menneske blot Forestilling om,
hvor noieregnende Gud kan være. Lad os ikke bedrage os selv,
ikke lyve for os selv, og, hvilket er det Samme, forringe Guds
Storhed, ved at ville gjore os selv bedre end vi ere, mindre
skyldige, eller ved at benævne vor Skyld med letsindigere Navne;
dermed forringe vi nemlig Guds Storhed, som er i at tilgive.
Men lader os heller ikke afsindigt ville fynde endnu mere for
at gjøre Tilgiveler end stortez thi Gud er lige faa stor i at være
noieregnende
S. Kierkegaard x 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
