Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
efter Natten, mere end den sidste Stjerne paa Himlen, som man
tager Afsked med, idet Tagen gryer. Digteren er Evighedens
Barn, men mangler Evighedens Alvor. Naar han tænker paa
Fuglen og Lilien, saa græder han; alt som han græder, finder
han Lindring i at græde, Onsket bliver til, og med Onskets Vel-
talenhed: o, gid jeg var en Fugl, den Fugl, jeg som Barn læste
om i Billedbogeuz o, gid jeg var en Blomst paa Marken, den
Blomst, der stod i min Moders Have. Men vilde man sige til
ham med Evangeliet: det er Alvor, det er just Alvoren, at Fug-
len i Alvor er Læremesteren, saa maatte Digteren lee — og
han gjor en Spog med Fuglen og Lilien, saa vittig, at han faaer
os Alle til at lee, selv det alvorligste Menneske, der har levet;
men Evangeliet bevæger han ikke saaledes-. Saa alvorligt er
Evangeliet, at al Digterens Veemod ikke forandrer det, som
det dog forandret selv det alvorligste Menneske, at han et Øie-
blik giver efter, gaaer ind i Digterens Tanke, sukker med ham
og siger: Kjere, er det virkelig en Umulighed for Dig! ja saa
tor jeg heller ikke sige »Dn skal«z men Evangeliet tor befale
Digteren, at han skal være som Fuglen. Og saa alvorligt er
Evangeliet, at Digterens meest uimodstaaelige Opfindelse ikke
bringer det til at smile.
Du skal blive Barn igjen, og derfor eller til den Ende skal
du begynde med at kunne og ville forstaae det Ord, der er som
betegnet paa Barnet, og som ethvert Barn forstaaer, det Ord
skal Du forstaae som Barnet forstaaer det: Tn skal, Barnet
sporger aldrig om Grunde, det tor Barnet ikke, det behover
Barnet heller ikke — og det Ene svarer til det Andet: just fordi
Barnet ikke tor, derfor behover det heller ikke at sporge om
Grunde; thi for Barnet er det Grund nok, at det skal, ja alle
Grundene tilsammen vilde ikke i den Grad være Grund nok
for Barnet. Og Barnet siger aldrig: jeg kan ikke. Det tor Barnet
ikke, og det er heller ikke sandt — det Ene svarer ganske til det
Andet: thi just fordi Barnet ikke tor sige ,,jeg kan ikke«, derfor
er det heller ikke sandt, at det ikke kan, og derfor viser det sig,
at det Sande er, at det kan, thi det er umuligt ikke at kunne,
SKierkegaard xl 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
