- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Elvte Bind /
55

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

55

Der er kun een Sorg, i Henseende til hvilken Lilien og Fuglen
ikke kan være Læremesteren, om hvilken Sorg vi derfor heller
ikke her tale: Syndens Sorg. J Forhold til al anden Sorg
gjælder det, at hvis Du ikke bliver ubetinget glad, saa er Skyl-
den Din, at Du ikke vil lære af Lilieu og Fuglen, ved ubetinget
Taushed og Lydighed at blive ubetinget glad over Gud.

Dog Eet endnu. Maaskee siger Du med ,,Digteren": ,,ja,
hvo der kunde bygge og boe hos Fuglen, lønligt i Skoveus Een-
somhed, hvor Fuglen og dens Mage er et «3c1r, men hvor der
ellers ikke er Selskab; eller hvo der kunde leve sammen med
Lilien i Markens Fred, hvor hver Lilie skjotter sig selv, og hvor
der intet Selskab er: saa kunde man sagtens kaste al sin Sorg
paa Gud og være eller blive ubetinget glad. Thi «Selskabet«,
just Selskabet er Ulykken, at Mennesket er det eneste Væsen,
der plager sig selv og Andre med den ulhksalige Indbildning om
Selskab og Selskabets Lyksalighed, ognuere i samme Grad
sont Selskabet, til hans og dets Fordærvelse, bliver større-A
Saaledes skal Du imidlertid ikke tale; nei, betragt Sagen nær-
mere, og tilstaa beskæmmet, at det dog egentligen er den trods
Sorgen uudsigelige Elskovs-Glæde, med hvilken Fuglen, Han
og Hun, er Par, og den den eenlige Stands trods Sorgen selv-
soruoielige Glæde, med hvilken Lilieu er eenlig: at det egentlig
er denne Glæde, som gjor, at Selskabet ikke forstyrrer dem;
thi Selskab er der jo dog. Betragt det endnu nærmere, og til-
staa beskæmmet, at det dog egentligen er den ubetingede Taus-
hed og den ubetingede Lydighed, med hvilken Fuglen og Lilien
er ubetinget glad over Gud — at det dog egentlig er den, der
gjor, at Lilien og Fuglen er lige glad, og lige ubetinget glad
i Eensomhed og i Selskab. Saa lær Du af Lilien og Fuglen.

Og dersom Du kunde lære at blive ganske som Lilien og
Fuglen, ak, og dersom jeg kunde lære det, da skulde ogsaa den
Von være Sandhed i Dig sorn i mig, den sidste Bon i »Bonuen«,
der (forbilledligt for al sand Bon, som jo beder sig glad og gladere
og ubetinget glad), tilsidst Intet, Jutet mere har at bede og
begjære, men ubetinget glad ender i Lovpriisuing og Tilbedelse,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:47:20 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/11/0063.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free