Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sygdommen til Døden (1849) - Første Afsnit. Sygdommen til Døden er Fortvivlelse - C. Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Skikkelser - B. Fortvivlelse seet under Bestemmelsen: Bevidsthed - b. Den Fortvivlelse, som er sig bevidst at være Fortvivlelse...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
Selvet fortvivlet raade over sig selv, eller skabe sig selv, gjore
sit Selv til det Selv, han vil være, bestemme hvad han i sit
conerete Selv vil have med og hvad ikke. Hans eouerete Selv
eller hans Coneretion har jo Nødvendighed og Grændse, er dette
ganske Bestemte, med disse Evner, Anlæg, o. s. v., i denne For-
holdeues Coneretion o. s. v. Men ved Hjælp af den uendelige
Form, det negative Selv, vil han forst paatage sig at danne
dette Hele om, for saa at faae et Selv ud deraf som han vil,
frembragt ved Hjælp af det negative Sele uendelige Form
— og saa vil han være sig selv, Det vil sige, han vil begynde
lidt tidligere end andre Mennesker, ikke ved og med Begyndel-
sen, men ,,i Vegyndelsen«z han vil ikke ifore sig sit Selv, ikke
i det ham givne Selv see sin Opgave, han vil ved Hjælp af at
være den uendelige Form selv coustruere det.
Vilde mau have et fælles Navn for denne Fortvivlelse,
kunde man kalde den Stoieisine, dog saaledes, at man ikke
blot tænkte paa hiin Sect. Og for nærmere at belyse denne Art
Fortvivlelse gjor man bedst Forskjel mellem et handlende Selv
og et lidende Selv, og viser, hvorledes Selvet, naar det er
Handlende, forholder sig til sig selv, og hvorledes Selvet, naar
det er Lidende, i at lide forholder sig til sig selv, at Formelen
bestandig er: fortvivlet at ville være sig selv.
Er det fortvivlede Selv en Handlende, forholder det
sig egentlig bestandig blot experiiueuterende til sig selv, i hvad
det saa end foretager, hvor stort, hvor forbausende, med hvor
megen Udholdenhed. Det erkjender ingen Magt over sig, der-
for mangler det i sidste Grund Alvor, og kan kun fremkogle et
Skin af Alvor, naar det selv skjcnker sine Experimenter sin
allerhøieste Opmærksomhed Dette er nu en tilloiet Alvor: som
den Jld Prometheus stjal fra Guderne — saaledes er dette at
stjæle fra Gud den Tanke, som er Alvoren, at Gud seer paa
En, istedetfor hvilket det fortvivlede Selv noies med at see
paa sig selv, hvilket nu skal skjenke hans Foretagender den
uendelige Interesse og Betydning, medens dog just dette gjor
dem til Experimenter Thi om endog dette Selv ikke gaaer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
