Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sygdommen til Døden (1849) - Andet Afsnit. Fortvivelse er Synden - B. Syndens Fortsættelse - C. Den Synd, at opgive Christendommen modo ponendo, at erklære den for Usandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
skjoudt Synden sordyber sig mere og mere i sig selv, og saaledes
fjeruer sig, kommer den dog i en anden Forstand naermere,
bliver mere og mere afgjort sig selv. Fortvivlelse om Syn-
dernes Forladelse er en bestemt Position lige over for et Tilbud
af Guds Barmhjertighed; Synden er ikke ganske den Flygtende,
ikke blot defensiv. Men den Synd at opgive Christendommen
som Usandhed og Logn er offensiv Krig. Alt det Foregaaende
gjor dog paa en Maade sin Modpart den Judronimelse, at den
er den Stærkere. Men nu er Synden angribende.
Synd mod den Hellig-Aaud er den positive Form as For-
argethed.
Christendommens Lære er Læren om Gud-Mennesket, om
Slægtskabet mellem Gud og Menneske, men vel at mcerke saa-
ledes-, at Forargelsens Mulighed er, om jeg saa tor sige, den
Garanti, hvorved Gud sikkrer sig, at Mennesket ikke kan komme
ham for ncer. Forargelsens Mulighed er det dialektiske Momeut
i alt det Christelige. Tage-3 den bort, saa er det Christelige ikke
blot Hedenskab, men noget saa Phantastisk, at Hedenskabet
maatte erklære det for Vrovl. At være Gud saa nær, som Chri-
stendommen lærer, at Mennesket kan komme ham, og tor komme
ham, og skal komme ham i Christo, er aldrig faldet noget Men-
neske ind. Skal det nu forstaan ligefrem, saadan ganske uden
videre, uden den allermindste Neservation, aldeles ugeneret,
friskfyragtigt: saa er Christendommen, hvis man vil kalde He-
denskabets Digt om Guderne menneskelig Afsindighed, en af-
sindig Guds Opfindelse; en saadan Lære kunde kun en Gud,
der er gaaet fra Forstanden, falde paa — saaledes maa et Men-
neske domme, der endnu har bevaret sin Forstand Den incar-
nerede Gud vilde, hvis Mennesket saadan uden videre skulde
være Kammerat med ham, blive et Sidestykke til Prinds Henrik
hos Shakspeare·
Gud og Menneske ere to Qvaliteter, mellem hvilke der er
en uendelig Ovalitets-Forskjel. Enhver Lære, der overseer
denne Forskjel, er menneskelig talt afsindig, guddommelig for-
staaet, Guds-Bespottelse. J Hedenskabet gjorde Mennesket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
