- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Tolvte Bind /
372

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

37s1

Lad Dig ille liedrage — eller, væk ille selv tmderfnndig.
Thi vi :1.lc’ennefler, vi ere i Forhold til Mnd og Modk- Ord o, saa
listige, selv den dnmmeste iblandt oss saa listig —- ja, Flfod og
Blod og Selvljerliglied er meget listig.

Saa have vi da (at det er for at vasrge oss mod Usnds Led,
det sige vi itce, vi ere da ille gale, sagde vi det, saa havde vi jo
ingen Profit af vor lloge Losindelfe), vi have ovsnndet, at
det at tænke paa sig selv (l)vad det vistnok i mange Tilfælde lan
være, lnn ille naar det gjælder om at lade Gud-:- Ord faae Magt
over sig) at det er — tænk Tig. hvor listigtl — det er Forfænge-
lighed, stigelig Forfasitgelighedl ani, slnlde jeg være saa for-
fængelig! Thi det at tænle paa sig selv og siger »det er mig«,
det er, sont vi Lærde sige, det er det thjeltivez og det Zitlifels
tive, det er Forfængelighed, denne Forfængelighed ilte at ltntne
læse en Bog — Bind-3 Ord! — nden al mene, at det er mig,
dett handler om. Zlnlde jeg ille asslne at være sorsasngeligk
Og slnlde jeg da være saa dnnt ille at gjore del, naar jeg derved
tillige sillrer mig, at lvnds Ord ille lan lontme til at saae fat
i mig, fordi jeg ille sætter mig i noget versonligt (snltfeltivt)
kForhold til Ordet, mett derimod — o, Alvor, for hvillen jeg saa
liliver hoit priset as Tllcenneslene — forvandler Ordet til et
nversonligt Noget (det Olijeliive, en olijettiv Lære o.d.), til
hvilket jeg — den vaade Alvor-lige og Taimedel —- forholder
mig olsjeltivl, saa jeg da ille er saa ndannet og forfængelig, at
jeg bringer min Personlighed med i 3villet, at jeg slnlde troe
det var mig, der taltesJ til, mig og i eetvcrl — mig, der talteo
om. Ih langtfra mig være en saadan forfængelig lldannethed

og langtfra mig være ogsaa, hvad der jo eller-I saa let lnnde
flee, at Ordet stl sat i mig, jnst i mig, ftl Illcagt over mig, saa jeg
ille lnttde værge mig mod det, faa det ltlev ved at sorsolge mig,
indtil jeg enten gjorde efter det, sorsagende Verden. eller dog
tilstod, at jeg ille gjorde det den retfærdige Straf over hver
Tin, der tillader sig vaa en ndannet Illaade at omgaaes tvndo
Lid

Nei, nei, nei! Dette-, naar In læser nSnde Ord, da i Alt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 01:25:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/12/0380.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free