- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Tolvte Bind /
511

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

513

det kjerligste!), det redeligste (ak, det redeligste!), dog, naar
det ret kommer til Stykket, er en feig Usling, en Forræder,
en Hykler. Frygteligti Hvad er dog faa velgjørende i Liv og
Død som at faae og at have faaet et godt Indtryk af et Men-
neske; hvad saa trosteslost som at saae det modsatte af Den,
man har elsket og troet? O, min Ven, betænk dette! Der er et
nngt Menneske; han lærer en Pige at kjende, og denne elskede
Pige bliver hans Hnstrne — de blive 70 Aar gamle, det var en
smuk Sommerdag deres Livs Dag, saa doer hun om Aftenen,
og han siger rort: hvad saa end andre Mennesker have erfaret,
jeg har erfaret: at der er trofast Kjerlighed til. Lykkelige! Paa-
skjon da for Alt, ikke blot hvad Du har havt, men hvad Dn har,
Din Lykke, Din Sorgs Lykke; o, lykkelige Sorg, at det var
Doden, der jo ikke tog Trofastheden fra hende, men knn hende
med hendes Trofasthed fra Dig! Thi hvis han var blevet nød-
faget til at sore denne Pige nd i store Afgjorelser, saa vilde
han have faaet noget Andet at vide, at ogsaa hnn, mildest talt,
dog var Pjat, at han selv var det, som jeg, i den store Afgjørelse,
vilde erfare det om mig. —- Der lever tvende Ynglinge; de
slutte sig fast til hinanden i Ungdommens Dage, og Alderdom-
men finder Alt uforandret, som det var det deres nbemærkede
Liv igjennem; saa doer Vennen, Ven fra Ven, og Vennen
siger ved hans Grav: hvad end Andre have erfaret, jeg har
erfaret, at der er Venskab til. Lykkelige! Misundelsesvcerdige
Lykke, af Erfaring, af en saa lang Erfaring at saae noget Glæde-
ligt at vide! — Der er en Mand, ældre maaskee end Dit,
men dog saaledes, at Dn kan siges at være samtidig med ham;
i ham seer Du det Store, det Ophoiede — og det falder ind i
stadigt stille Veierligt den Tid J leve sammen: saa doer han
—— og Du siger, glad, ved hans Grav: hvad saa end Andre have
erfaret, jeg har erfaret, at der er ædle Charakterer til. Lykkelige!
Thi viid, det Du egentligen fik at vide, var, at det var stille Veier-
ligt; var Stormen kommet, Dn vilde have seet, at ogsaa han er
lnrvet, som Dn og jeg. O, bittreste af alle Lidelser, langt bittrere
end at opdage, hvor ussel man selv er, at maatte gjore det aaben-
S· Kierkegaard xll 33

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 19:09:16 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/12/0519.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free