- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Trettende Bind /
239

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

241

Dog, dette vil der igjen senere blive Tale om, hvor vi, ikke gaa-
ende ud fra Choret, men fra den handlende Person, nærmere
skal oplyse det for Ideen Releverende, der ligger i Socrates’
mærkværdige Situation.

J Choret er nu den hele nyere Tingenes Orden anskuelig-
gjort, der vilde fortrænge den gamle Græcitet, og forsaavidt
lader her sig bedst det Spørgsmaal besvare, om Aristophanes
i Socrates’ Maske har villet spotte Sophisterne. At dette
i ethvert Tilfælde ikke maa forstaaes saaledes, at Aristophanes
blot har beholdt Navnet Socrates og forovrigt leveret en Tegning,
der slet ikke lignede ham, er en Selvfolge Naar man derimod
erindrer, at Socrates og Sophisterne i en vis Forstand stode
paa det samme Standpunkt, og at det egentlig var ved at gjen-
nemføre deres Standpunkt, ved at tilintetgjøre den Halvhed,
i hvilken Sophisterne beroligede sig, at Socrates nndergravede
dem, saa at Socrates i en vis Forstand derved beseirede Sophi-
sterne, at han selv var den storste SophistVY saa seer man jo
deri allerede en Mulighed for Aristophanes af at identificere
ham med Sophisterne Denne Jdentification lod sig nu ogsaa
gjennemføre med en dyb Ironi Thi det vilde visselig være en
Aristophanes værdig Ironi, at opfatte Socrates, Sophisternes
arrigste Fjende, ikke som deres Modstander, men som deres
Læremester, hvad han jo ogsaa i en vis Betydning var. Og
den besynderlige Forvirring, at En, der bekjæmper en
Retning, selv, netop fordi han til en vis Grad tilhører den,
opfattes som dens Repræsentant, skjuler saa megen forsætlig
eller uforsætlig Jroni i sig, at man ikke ganske bør tabe den

ZFZstoy sig-søg rok Fkrdckppoc nsriyzroetz

EZ «uy«j xssluoimrg ro’ min-rc- oecri rify Opoytfckcr
Zcmryfy Jecrtozutirg Zi; td» 8««oso» tie-Spor-

xi d«« Gi- Zoczzcri reist-O Mitsuijy Zcxejyro»»,
mis- cky »or« EZCJMX ak- 7029 oULf 77 yfj strz
ZZXU npdgs ars-Usi- UJU ixlucickcr 1175 Osoytickogn
micxse dk tocthd rodto smed rok xckpckczum

sp) Det er derfor et saare betegnende Prædicat, Skyerne bruge om ham:
Zenrotoirmy Livsva Zs·9517, V.359.

S. Kierkegaard. xlll 16

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:47:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/13/0247.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free