- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Trettende Bind /
294

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

296

Storhed, men hans Død var dog selvforskyldt, Staten ligesaa
berettiget til at fordomme ham, som Socrates til at eman-
eipere sig, og Socrates blev derved en tragisk Heros’k). Saavidt
Hegel; vi ville forsøge, idet vi ganske nøiagtigt folge Apologien,
at give en Fremstilling af hans Adfcerd Den Frihed selv
at turde bestemme Straffen, skulde man nu troe maatte være
Socrates saare velkommen, thi som hans Vandel hvade viist
sig som incommensurabel for almindelige Bestemmelser, saa-
ledes maatte ogsaa Straffen være det, og det er aldeles con-
seqvent, at han mener, at den eneste Straf, han kunde idomme
sig selv, var en Mulet, fordi, dersom han havde Penge, det intet
Tab var for ham at miste dem, med andre Ord, fordi Straffen in
oasu hævede sig selv. Det er derfor ogsaa ganske conseqvent,
at han foreslaaer Dommerne, at lade sig noie med den Smule,
han kunde udrede, ganske conseqvent, fordi, da overhovedet
Penge ingen Realitet havde for ham, Straffen blev lige stor,
enten han udredede mange eller faa Penge, det vil sige, Straf-
fen blev ingen. Den eneste Straf han altsaa mener var pas-
sende, er den, der ingen Straf var. Dog, vi ville forfolge
hele denne saa lærerige Passus af Apologien i det Enkelte.
Han begynder med at forandre sig over, at han er bleven domt
med en saa ringe Majoritet, hvoraf det indlyser, at han ikke i
Statens Dom seer en objectiv, en i Modsætning til det enkelte
Snbjeet gyldig Opfattelse. Staten existerer til en vis Grad
slet ikke for ham, han dvæler blot ved det Nnmeriske. At en
qvantitativ Bestemmelse kan slaae over i en qvalitativ, synes
han ikke at have ahnet· Han dvæler ved det Forunderlige i,
at 3 Stemnier gjore Udslaget, og for end mere at fremhæve
det Forunderlige, stiller han Modsætningens yderste Extrem:
hvis, siger han, Anytns og Lykon ikke vare komne med, da var
Melitus selv bleven mnlcteret paa 1000 Drachmer. Her seer
man igjen, hvorledes Socrates’ Ironi bringer ham til at under-
kjende enhver objeetiv Bestemmelse af hans Liv. Donnnerne
ere et Antal af Jndivider, deres Dom har blot Talværdi, og

’) Smlgtr Hegel anf. Skr. Pag. 113 fj-


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:47:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/13/0302.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free