- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Trettende Bind /
297

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

299

han desuagtet sit Standpunkt med Sværdet over Hovedet.
Hans Foredrag er imidlertid ikke Begeistringens mægtige Pathos,
hans Fremtræden ikke Personlighedens absolute Myndighed,
hans Ligegyldighed ikke en salig Hvilen i sin egen Fylde. Intet
af Alt dette finde vi, men vel en til det Yderste gjennemført
Ironi, der lader Statens objeetive Magt bryde sig mod Iro-
niens klippefaste Negativitet. Statens objeetive Magt, dens
Fordringer til den Enkeltes Virksomhed, Lovene, Domstolene,
Alt taber sin absolute Gyldighed for ham, alt Sligt afforer han
sig som ufuldkomne Former, lettere og lettere hæver han sig,
seer det Alt forsvinde under sig i sit ironiske Fugleperspectiv,
og selv svæver han derover i ironisk Tilfredshed, baaren af den
uendelige Negativitets absolute Conseqvents i sig selv. Han
bliver saaledes fremmed for den hele Verden, han tilhører
(hvor meget han end i en anden Forstand tilhører den), den
samtidige Bevidsthed har intet Prædieat for ham, unævnelig
og ubestemmelig tilhører han en anden Formation. Men det,
der bærer ham, er Negativiteten, der endnu ingen Positivi-
tet har affodt. Deraf bliver det sorklarligt, at endog Livet og
Døden tabe deres absolute Gyldighed for ham, Men vi have dog
i Soerates Jroniens virkelige, ikke dens apparente, Høide, fordi
Soerates først kom til det Godes, det Skjønnes-, det Sandes
Jdee som Grændse, det er, kom til den ideelle Uendelighed som
Mulighed. Naar derimod i en langt senere Tid, esterat disse
Jdeer have faaet deres Virkelighed, Personligheden sin absolute
Pleroma, naar da Subjeetiviteten atter vil isolere sig, naar den
uendelige Negativitet atter vil oplade sin Afgrund for deri at
slnge denne Aandens Virkelighed, da viser Jronien sig i en
betænkeligere Skikkelse.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:47:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/13/0305.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free