Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380
snart absolut Gyldighed, snart slet ingen; thi den har jo paa-
taget sig det betydningsfulde Hverv at tilveiebringe Virke-
ligheden·
Men Virkeligheden er ogsaa for Individet en Opgave,
der vil realiseres. Her skulde man nu troe, at Jronien ret
maatte vise sig fra sin fordeelagtige Side; thi da den var kommen
ud over al given Virkelighed, skulde man troe, at den maatte
have noget Godt at sætte istedetfor samme. Det er imidlertid
ingenlunde Tilfældet; thi som det lykkedes Jronien at overvinde
den historiske Virkelighed ved at gjore den svævende, saaledes
er Jronien selv til Gjengjeld bleven svævende Dens Virke-
lighed er blot Mulighed. For at nemlig det handlende Jndivid
skal være istand til at lose sin Opgave i at realisere Virkeligheden,
maa det fole sig indordnet i en storre Sammenhæng maa
fole Ansvarets Alvor, maa fole og respectere enhver fornuftig
Conseqvents Dette er Jronien fri for. Den veed sig i Besiddelse
af Magt til, naar det saa synes den, at begynde forfra; ethvert
Foregaaende er ikke noget bindeude Foregaaende, og ligesom
Jronien i theoretisk Henseende i uendelig Frihed nyder sin eri-
tiske Glæde, saaledes nyder den i practisk Henseende en lignende
guddommelig Frihed, der ingen Baand, ingen Lænker kjender,
men toileslos og overgiven leger, boltrer sig som en Leviathan
i Havet. Fri er Jronien vistnok, fri for Virkelighedens Sorger,
men ogsaa fri for dens Glæder, fri for dens Velsignelse; thi
da den intet Hoiere har end sig selv, kan den ingen Velsignelse
modtage; thi det er bestandig den Mindre, der velsignes af den
Storre· Denne Frihed er det, at Jronien attraaer. Den vaager
derfor over sig selv, og frygter Jutet mere, end at et eller andet
Indtryk skal overvælde den; thi naar man er saaledes fri, da
forst lever man poetisk, og det var som bekjendt Jroniens store
Fordring, at man skulde leve poetisk. Men ved at leve poetisk
forstod Jronien noget Andet og Mere, end hvad ethvert for-
nuftigt Menneske, der har nogen Agtelse sor et Menneskes
Værd, nogen Sands for det Oprindelige, der er i et Menneske,
ved dette Udtryk tænker paa. Deu forstod derved ikke den kunst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
