- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Trettende Bind /
420

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

422

Sammenfatte vi nu, hvad her er Udviklet angaaende Solger,
saa vil det vise sig, at hans Standpunkt var, som han selv
har betegnet det, Ironi, kun at hans Jroni var as speeiclativ
Natur. Hos ham er den uendelig absolute Negativitet et spe-
culatin Moment, han har Negationens Negation, men dog
er der et Slør for hans Øine, saa han ikke seer Affirmationen
Som bekjendt dode han tidlig. Om det vilde være lykkedes ham
at gjennemføre den af ham med saa megen Energi grebne
speculative Tanke, eller om ikke snarere hans Energi sortæredes
i at gjore Negationeu gjeldende, det skal jeg her ikke afgjøre,
mig tiltaler det imidlertid meest, at tænke mig Solger som et
Offer for Hegels positive System.

Ironi som behersket Nioinent. Ironiens
Sandhed.

Der er allerede i det Foregaaende erindret om, at Solger
i sine æsthetiske Forelæsninger gjor Jroni til Betingelse for
enhver kunstuerisk Frembringelse Naar vi nu i denne For-
bindelse sige, at Digteren skal forholde sig ironisk til sit
Digt, saa menes der hermed noget Andet, end naar der i det
Foregaaende var Tale derom. Man har ofte nok lovpriist
Shakspeare som Jroniens Storniester, og der kan jo heller ingen
Tvivl være om, at man har havt Ret deri. Shakspeare lader imid-
lertid ingenlunde den substantielle Gehalt fordampe i et flygtigere
og flygtigere Sublimat, og forsaavidt som hans Lyrik stundom
culminerer i Vanvid, saa er der atter i denne Vanvid en over-
ordentlig Grad af Objectivitet Naar Shakspeare saaledes for-
holder sig ironisk til sit Digt, saa er det netop for at lade det
Objective raade. Jronieu er nu tillige overalt tilstede,
den ratihaberer ethvert enkelt Træk, for at der ikke skal være
for Meget eller for Lidet, for at Alt kan skee sin Ret, for at den
sande Ligevægt kan tilveiebringes iDigtets mikrokosmiske For-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:47:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/13/0428.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free