- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Fjortende Bind /
387

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

387

i mange Aar har holdt tilbage, medens han udvortes vedblev at bevise Biskop
Mynster den vante Ærefrygt. Denne Ærefrygt var kun en Maske, hvilken
han nu, efterat Biskop Mynster er begravet ,,med fuld Musik-O lader falde,
for at bringe ,,Klarhed ind i vore forvirrede religieuse Forholdl« — Sandelig,
denne i ,,Fædrelandet« afkastede Maske vil sikkert længe blive opbevaret i vor
offentlige Morals Historie og foroge S. Kierkegaards Navnkundighed. Men den
Betragtning ligger nær: maatte det kun ikke komme derhen, at Dr. S. Kierke-
gaard omsider selv bliver en omvandrende Maske iblandt os, der vil klare
vore forvirrede religieuse Forhold ved det, som er langt værre end religieus
Forvirring! Eller troer Dr. S. Kierkegaard virkelig, at vi endnu skulle an-
tage, at det er hans Alvor med hvad han ideligt docerer, at Sandheden
skal udtrykkes i »Existens«? Eller kan han finde det paradox, naar vi ledes
til den Mening, at Sandheden, at det Christelige og Sædelige, at ogsaa de
Aandsgaver, hvormed han er udrustet, (skjondt langtfra udrustet i den Grad,
som han selv »til sit Livs Ulykke« indbilder sig) at alt dette dog kun maa tjene
ham til et Forfængelighedens og andre finere Nydelsers ,,Raffinement«.
Jeg veed ikke, hvorledes han for sig selv vil retfærdiggjore dette Maskespil,
thi en Troens Ridder — og Dr. S. Kierkegaard har ofte foranlediget det
Skin at være en saadan — bor dog vel ogsaa i sit Forhold til Menneskene,
det være sig Levende eller Dode, beflitte sig paa ridderlig Færd. Jeg tvivler
imidlertid ingenlunde om, at han for sin Samvittighed vil vide at retfærdig-
gjore sin Handlemaade ved en eller anden hoiere Genialitetens Moral, maaskee
endogsaa ved en eller anden hoiere Religieusitetens Fordring, der byder et-
hvert andet Hensyn at vige, og giver ham en Maalestok for hans Handle-
maade, langt ophoiet over den almene· Men jeg har ikke kunnet undlade at
tænke paa Javobis Ord: ,,Mir fallen gleich Maulschellen ein, wenn ich Leute
niit erhabenen Gesinnungen herankommen sehe, die nicht einmal nur recht-
schaffene Gesinnungen beweisen,« — Ord, der dog ingenlunde ere slaaende
nok til at betegne S. K.s Færd, da Jacobi hos hine moralske Skinexistentser
kun paaanker den indvortes Mangel as Retskaffenhed, men ikke Falskhed
og maskeret Væsen, der helliger det iiscedelige Middel ved en indbildt religieus
Hensigt, hvad Altsammen horer til det Væsen, vi som Christne ere forpligtede
til at forsage. Saa meget er vist, at Dr. S. Kierkegaard, der engang har
skrevet en Tale om ,,den Kjærlighedens Gjerning at erindre en Afdod« (jfr.
S. Kierkegaards Kjærlighedens Gjerninger), idetmindste ved denne sin sidste
Tale over en Afdod har bragt sig selv i Erindring paa en Maade, der i længere
Tid vil sikkre ham mod den Fare, til hvis Afværgelse han ikke synes at skye
nogetsomhelst Offer, den Fare: at blive glemt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 00:18:28 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/14/0393.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free