Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
ham var større end Alle, stor ved den Kraft, hvis Styrke er
Afmagt, stor ved den Viisdom, hvis Hemmelighed er Daar-
skab, stor ved det Haab, hvis Form er Vanvid, stor ved den Kjær-
lighed, der er Had til sig selv.
Ved Troen vandrede Abraham ud fra Fædrene-3 Land
og blev Fremmed i Forjættelsens· Han lod Eet tilbage, tog
Eet med sig; han lod sin jordiske Forstand tilbage, og tog Troen
med sig; ellers var han vel ikke vandret ud, men havde tænkt,
det er jo urimeligt. Ved Troen var han en Fremmed i For-
jættelsens Land, og der var Intet, der erindrede ham om det
Kjære, men Alt fristede ved sin Nyhed hans Sjæl til vemodig
Længsel Og dog var han Guds Udvalgte, i hvem Herren havde
Velbehag! Ja havde han været en Forskudt, forstødt fra Guds
Naade, da kunde han bedre have fattet det, nu var det jo som
en Spot over ham og over hans Tro. Der var i Verden ogsaa
den, der levede forviist fra det fædrene Land, som han elskede.
Han er ikke glemt, ei heller hans Klagesange, naar han i Ve-
mod søgte og fandt det Tabte. Af Abraham er der ingen Klage-
sang. Det er menneskeligt at klage, menneskeligt at græde med
den Grædende, men det er større at troe, saligere at betragte
den Troende. -
Ved Troen modtog Abraham Forjættelsen, at i hans Sced
skulde alle Jordens Slægter velsignes. Tiden gik hen, Mulig-
heden var der, Abraham troede; Tiden gik hen, det blev uri-
meligt, Abraham troede. Der var den i Verden, der ogsaa havde
en Forventning Tiden gik hen, det lakkede mod Aften, han
var ikke ussel nok til at have glemt sin Forventning, derfor skal
han heller ikke glemmes. Da sorgede han, og Sorgen bedrog
ham ikke, som Livet havde gjort det, den gjorde for ham Alt
hvad den kunde, i Sorgens Sodme eiede han sin skuffede For-
ventning. Det er menneskeligt at sørge, det er menneskeligt
at sørge med den Sørgende, men det er større at troe, saligere
at betragte den Troende. Af Abraham have vi ingen Sørge-
sang. Han talte ikke vemodigt Dagene, medens Tiderne gik,
han betragtede ikke Sara med mistænksomme Blikke, om hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
