Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
i min Barndom, derfor falder det mig let, jeg kan een, to, tre
gaae paa Hovedet i Tilværelsen, men det næste kan jeg ikke; thi
det Vidunderlige kan jeg ikke gjøre; men kun forbauses ved.
Ja dersom Abraham i det Øieblik, han svingede sit Been over
Æselets Ryg, har sagt til sig selv: nu er Jsaak tabt, jeg kunde
ligesaa gjerne offre ham her hjemme som reise den lange Vei til
Morija — saa behøver jeg ikke Abraham, medens jeg nu bøier
mig syv Gange for hans Navn og halvfjersindstive Gange for
hans Gjerning. Dette har han nemlig ikke gjort, hvad jeg kan
bevise deraf, at han blev glad ved at modtage Isaak, ret inderlig
glad, at han ingen Forberedelse behøvede, ingen Tid til at samle
sig paa Endeligheden og dens Glæde. Hvis det ikke stod sig saa-
ledes med Abraham, da havde han maaskee elsket Gud, men ikke
troet; thi den, der elsker Gud uden Tro, han reflekterer paa sig
selv, den, der elsker Gud troende, han reflekterer paa Gud.
Paa denne Spidse staaer Abraham. Det sidste Stadium, han
taber af Sigte, er den uendelige Resignation. Han gaaer virkelig
videre og kommer til Troen; thi alle disse Vrængbilleder as
Troen, den jammerlige lunkne Dorfkhed, der tænker: det har vel
ingen Nød, det er ikke værd at sørge før Tiden; det usle Haab,
der siger: man kan ikke vide, hvad der vil skee, det var dog muligt
—·— disse Vrængbilleder hører hjemme i Livets Elendighed, og
dem har allerede den uendelige Resignation uendelig foragtet.
Abraham kan jeg ikke forstaae, jeg kan i en vis Forstand
Jntet lære af ham uden at forbauses. Naar man indbilder sig,
at man ved at betænke Udfaldet as hiin Historie, skulde lade sig
bevæge til at troe, saa bedrager man sig selv, og vil bedrage Gud
for Troens første Bevægelse; man vil suge Lede-Viisdom ud
af Paradoxet. Maaskee lykkes det En og Anden; thi vor Tid
bliver ikke staaende ved Troen, ikke ved dens Mirakel, at gjøre
Vand til Viin, den gaaer videre, den gjør Viin til Vand.
Var det dog ikke bedst, at blive staaende ved Troen, og er
det ikke oprørende, at Enhver vil gaae videre? Naar man i vor
Tid, og det forkyndes jo paa forskjellig Maade, ikke vil blive
staaende ved Kjærligheden, hvor kommer man da hen? Til
7sf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
