Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Det viser sig da atter her, at man vel kan forstaae Abra-
ham, men kun forstaae ham saaledes, som man forstaaer Para-
doxet. Jeg for mit Vedkommende kan vel forstaae Abraham,
men fatter tillige, at jeg ikke har Mod til at tale saaledes-, lige
saa lidet som jeg har Mod til at handle som Abraham; men der-
for siger jeg ingenlunde, at det er noget Ringe, da det tvert-
imod er det eneste Vidunderlige.
Og hvad dømte nu Samtiden om den tragiske Helt? at
han var stor, og den beundrede ham. Og hiin hæderværdige
Samling af Ædle, den Jury, som enhver Slægt conftituerer
til at dømme den forbigangne Slægt, den dømte ligesaa. Men
Abraham var der Ingen, der kunde forstaae. Og dog hvad op-
naaede han? At han blev sin Kjærlighed tro. Men den, der
elsker Gud, han behøver ikke Taarer, ikke Beundring, han glem-
mer Lidelsen i Kjærligheden, ja saa aldeles har han glemt den,
at der skulde end ikke bag efter være den mindste Ahnelse om
hans Smerte, hvis Gud selv ikke mindedes den; thi han seer
i Løndom, og kjender Nøden og tæller Taarerne og glemmer
Intet.
Enten er der da et Paradox til, at den Enkelte som den
Enkelte staaer i et absolut Forhold til det Absolute, eller Abra-
ham er tabt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
