Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
Kamp er stridt, Gud til Ære, ham til Frelse, Andre til Gavn og
Glæde J glade Dage, i lykkelige Tider gaaer Job ved Slægtens
Side, og betrygger den sin Glæde, bekæmper hden angstfulde
Drøm, at en pludselig Rædsel skulde overfalde et Menneske,
og have Magt til at myrde hans Sjel som sit visse Bytte. Kun
den Letsindige kunde ønske, at Job ikke var med, at hans ær-
værdige Navn ikke skal minde ham om, hvad han søger at glemme,
at der er Forfærdelse til i Livet og Angest; kun den Selvkjerlige
kunde ønske, at Job-ikke var til, at Forestillingen om hans Lidelse
ikke skal med sit strænge Alvor forstyrre hans skrøbelige Glæde,
skrække ham ud af hans i Forhærdelse og Fortabelse berusede
Tryghed. J stormfulde Tider, naar Tilværelsens Grundvold
vakler, naar Øieblikket skjælver i angstfuld Forventning af hvad
der maa komme, naar enhver Forklaring forstummer ved Synet
af det vilde Oprør, naar Menneskets Inderste vaander sig i For-
tvivlelse og ,,i Sjelens Bitterhed« fkriger mod Himlen, da gaaer
Job endnu ved Slægtens Side og borger for, at der er en Seier,
borger for, at om end den Enkelte taber i Striden, saa er der dog
en Gud, der, som han gjør enhver Fristelse menneskelig, selv om
et Menneske ikke bestod i Fristelsen, dog skal gjøre dens Udgang,
saa vi den kunne bære, ja herligere end nogen menneskelig For-
ventning. Kun den Trodsige kunde ønske, at Job ikke var til,
at han ganske kunde frigjore sin Sjel fra den sidste Kjerlighed, der
dog blev tilbage i Fortvivlelsens Klageskrig, at han kunde klage,
ja forbande Livet saaledes, at der end ikke var nogen Medlyd af
Tro og Tillid og Ydmyghed i hans Tale, at han i sin Trods kunde
qvæle Skriget, at det end ikke skulde synes, som var der Nogen,
hvem det udceskede. Kun den Blodagtige kunde ønske, at Job
ikke var til, at han jo før jo hellere kunde slappe enhver Tanke,
opgive enhver Bevægelse i den modbydeligste Afmagt, udslette
sig selv i den elendigste og usleste Glemsel.
Det Ord, der, naar det nævnes, strax minder om Job, det
Ord, der, naar Jobs Navn nævnes, strax bliver levende og nær-
værende i Enhvers Tanke, er et eenfoldigt og simpelt Ord, skjuler
ingen hemmelig Viisdom i sig, der maatte udgranskes af de Dyb-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
