Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
kun en saadan Fortolker ønsker Joh, kun han lærer af ham,
hvad der er at lære, det Skjønneste og det Saligfte, i Forhold
til hvilket al anden Kunst eller Viisdom er faare uvæsentlig.
Derfor kalde vi Job ret egentlig en Menneskehedens Lærer,
ikke enkelte Menneskers, fordi han fremstiller sig for Enhver
som hans Forbillede, vinker Enhver med sit herlige Exempel,
kalder Enhver i sit skjønne Ord. Medens vel stundom den Een-
foldigere, den mindre Begavede, eller den af Tid og Omstæn-
digheder mindre Begunstigede, om ikke i Misundelse, saa dog i
bekymret Mismod ønskede Evne og Leilighed til at kunne fatte
og fordybe sig i, hvad de Vise og Lærde til forskjellige Tider
have udgrundet, følte en Attraae i sin Sjel efter ogsaa selv at
kunne belære Andre, og ikke altid selv blot tage mod Belærels
sen, da frister Job ham ikke saaledes. Hvad skulde ogsaa den
menneskelige Viisdom her hjælpe til; skulde den maaskee søge
at gjøre Det forstaaeligere, fom den Eensoldigste og Barnet
let forstod og forstod ligesaa godt som den Viseste! Hvad skulde
Veltalenhedens Kunst og Ordets Magt her hjælpe til; skulde
den være istand til i den Talende eller i noget andet Menneske
at frembringe hvad den Eenfoldigfte formaaer ligesaa godt
som den Viseste — Handlingenl Skulde ikke snarere den men-
neskelige Viisdom gjøre Alt vanskeligere, skulde Veltalenhedens
Kunst, som dog i al sin Herlighed aldrig formaaer paa een-
gang at udsige det Forskjellige, der paa eengang boer i et Men-
neskes Hjerte, ikke snarere bedøve Gjerningens Kraft og lade
den indslumre i vidtløftig Overveielse! Men om dette nu end
staaer fast, og som en Følge deraf den Enkelte stræber at und-
gaae ved sin Tale at trænge sig forstyrrende ind mellem den
Stridende og det skjønne Forbillede, der er ethvert Menneske
lige nært, at han ikke ved at forøge ham Viisdommen ogsaa
skal forøge ham Græmmelsen, agter paa, at han ikke fanger
sig selv i menneskelig Overtalelses prægtige Ord, hvilke ere
saare ufrugtbare, saa følger dog ingenlunde, at Overveielsen
og Udviklingen ikke skulde have sin Betydning. Hvis den Over-
veiende ikke kjendte Ordet iforveien, da var det ham jo altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
