Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
det blev end herligere; at den billedlige Tale kunde blive end
trøsteligere, naar det Virkelige kom ogsaa for ham at forklare Jord-
livets Billeder; at Ordets Slutning blev endnu fastere, naar den
gjordes omvendt, hvad hans Sjel vilde behøve, naar Livet havde
vendt Alt om for ham .— Da var han bleven ældre, Alt forandret,
rystet i en forfærdelig Omveltningz Guds Dom var en anden; at
selv Mennesket, der dog var den fuldkomneste Skabning, at selv
han var ond. Dette var ikke blevet udtalti en Vredens Dom for at
indgyde Skræk, men i en billedlig Tale, der i det Skjønneste, af
hvad Jordlivet eier, søgte et Udtryk for det Himmelske. Her lød
Ordet: J som ere onde, ikke som det, der var Talens Gjenstand,
men som en for alle Tider afgjort Sandhed, der blot nævntes.
Men det, at den saaledes forudsattes, forstyrrede jo netop Virk-
ningen af den billedlige Tale, sorstyrrede den hos ham ogsaa der-
ved, at han holdt sig overbeviist om, at Livet havde lært ham
sande det, at selv det redeligste Menneskes Kjerlighed, idet den
vilde gjøre det Bedste, stundom kun havde været et andet Menne-
ske til Skadez at han selv, naar hans Følelse var luttret, ja villig
til at bringe ethvert Offer, selv da, idet han vilde gjøre Mt for et
andet Menneske, kun havde voldet ham Smerte. ,,Dersom,« sagde
han da, ,,Guds Kjerlighed ikke bedre veed at give gode Gaver, end
en Faders Kjerlighed, ja da er Ordets Trøst saare ringe.« Saa
blev Ordet for ham hvad Faderkjerligheden var ham, en skjøn, en
hellig, en veemodig Erindring, en opløftende Stemning, der le-
vendegjorde i Sjelen Forestillingen om det Bedste i Mennesket,
men ogsaa om Menneskets Svaghed, levendegjorde Sjelens salig-
ste Længsel, men ogsaa tilbagekaldte den igjen, for at underlægge
den under Bekymringens Veemod. Da meente han, at være voxet
sra Ordet, og fattede ikke dets opdragende Omsorg, fattede ikke,
at Ordet var blevet uforandret, at det altid havde ndtalt sig tviv-
lende om en Faderkjerligheds Kraft til at give gode Gaver, men
vidnet desto stærkere om Guds Hjerte og Villie.
Da fordybede han sig i Ordet, han vilde ikke lade Ordet
drage ham op til sig, glemme det Villedlige over det Virkelige,
men Trøstens Ord og Kraftens Ord blev for ham Tvivlens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
