Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
og han altsaa ikke havde bevaret den, at Døden kunde kræve
den saf ham, eller stjæle den fra ham, saa hans Tab blev uer-
statteligt· Altsaa at tabe sin Sjel, det er Faren, dette er For-
færdelsen, og hvad man ikke bevarer, det kan man jo tabe.
Tanken selv fatter neppe denne Rædsel, Sproget kan ikke
tydeligen udtrykke den, kun Sjelens Angest ahner, hvad den
mørke Tale handler om. Men Angesten vaagner til ny For-
færdelse; thi i samme Øieblik bliver Faren mangfoldigere, fordi
Sjelen vil besiddes og bevares paa en anden Maade end jor-
disk Gods, og Forfærdelsen paa anden Maade spænder sin
Snare. Dersom et Menneske, der vilde bevare sit jordiske Gods,
havde fundet et Sted, en Afkrog i Verden, hvor ingen Tyves
haand naaede hen, hvor Ingen vilde søge den, da kunde han
jo trygt nedlægge sin Skat der, sikker paa at bevare den, uden
at det behøvedes, at han ofte saae til den. Dersom derimod et
Menneske saaledes vilde bevare sin Sjel, da havde han netop
tabt den. Men hvis altsaa den Rige aldrig turde lægge sin Skat
fra sig, da det var det allerfarligste, men Dag og Nat skulde bære
den hos sig, og saaledes hvert Øieblik udsætte sig for at tabe den,
var dette da ikke forfærdeligt! Dersom et Menneske tabte sin
jordiske Skat, da vilde han vel søge at trøste sig over Tabet;
han vilde flye ethvert Minde om den fordums Herlighed, der
nu kun vilde smerte ham, og saaledes vilde han vel atter vinde
Tilfredshed. Men hvis et Menneske ved selv at fortabes havde
tabt sin Sjel, da kunde han ikke saaledes flye Erindringen; thi
Tabet blev bestandig hos ham gjennem Tid og Evighed i For-
tabelsen. Men en saadan Fortabelse er dog i Sandhed rædsom.
Dersom et Menneske tabte sin jordiske Skat, da var den dog
kun tabt for dette Liv, maaskee end ikke for stedse, og selv om dette
skete, da vilde dog Døden forsone ham med Tabet og tage det
fra ham, da han i Dødens Øieblik blev som Den, der ikke tid-
ligere havde tabt Noget. Tabte han derimod sin Sjel, da var
den tabt for alle Tider og for Evigheden, tabte han den et
eneste Øieblik, var den tabt for stedse, og Døden kunde ikke hjælpe
ham, men netop for Dødens Skyld maatte han ønske at have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
