Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
varsel, der i Sandhed tænker Alt til det Bedste. Den seer Faren
ved, at Utaalmodigheden saaledes bedaarer den Unge, den
seer, at Utaalmodigheden kunde iføre sig en ny Skikkelse og
sidde sørgende hos den Unge og ønske, at det havde været mu-
ligt, dersom det dog havde været muligt. Derfor taler den alvor-
lig, afbryder al Forbindelse med Ønsketz men da styrker den
ogsaa Hjertet med Sandhedens stærke Føde, at selv det, at
være det ringeste og ubetydeligste Menneske og være sig selv
tro, er meget mere end at være bleven det største og mægtigste
ved Ønskets elendige Partiskhed. Eller foragte vi ikke Den, der
ad uværdige Veie sniger sig frem til Magt og Vælde, Den, der
ved Lunets Spil samler Guld og Gods, maatte vi da ikke ogsaa
foragte et Menneske, hvis det var saa, at han var bleven det
han var ved et Ønske. Vel priser man Ungdommen, at den ved
sit dristige Ønske viser sin Dristighed; men dette var dog i Sand-
hed det eneste Ønske, der var priseligt, om den Unges Sjel havde
Dybde nok til at ønske, at intet Ønske maatte forstyrre hans
Strid i Livet med sin ydmygende Forekommenhed.
Dog ganske uden Beslutning er intet Menneske; Ungdom-
men har ogsaa sin Ret. Da staaer der ved dens Side i Morgen-
stunden en seirrig Skikkelse, dens Blik saa freidigt, dens For-
ventning saa mægtig, den vil afsted, afsted for at komme og
see og seire. Den Unge, der staaer ved Skikkelsens Side, bliver
selv saa tillidsfuld, og ingen Staldbroder behager ham-saaledes,
Jngen opflammer ham saaledes — som Forsættet. Hvo vilde
tale derimod, hvo tør det! Ja sandeligen er Forsættet at prise,
Sjelens første Tanke, Villiens første Kjerlighed. Hvo turde
kalde det Utaalmodighed, selv den Uvedkommende river det
hen med fig. Dog Taalmodigheden tør det. Ja saa længe Ung-
dommen tillidsfuld kaster med Nakken, og overmodigen slaaer
Himlen med sin stolte Pande, da vil den Jntet høre. Men naar
den dog blev alvorlig nok til i Overveielsen at ville løsrive sig
fra den meget lovende Utaalmodighed, og denne nu allerede
forandret Skikkelse, naar Bekymringen gjør den Unge hans
Knæ vaklende og hans Arm svag, hvo er da den kjærlige Skik-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
