Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
oplyst, efter eengang at have smagt den himmelske Gave, dog
faldt fra.
Naar man saaledes taler derom, da seer man let Faren,
Forfærdelsen, fordi man seer det Afgjørende, og fordi man blot
raadfører sig med Taalmodigheden. J Livet, der virker For-
skjelligheden til at adsprede; og naar den Ene holdt noget lcens
gere ud end den Anden, da beraaber han sig derpaa; og den
Ene, der faldt fra, forstaaer ikke den Anden og gavner ham
ikke; troer at have sin Sag vunden, fordi han holdt lidet længere
ud, hvad han jo end ikke kan vide med Bestemthed. Saaledes
stride de med hinanden paa mange Maader den unyttige Strid,
om hvo der skal sidde øverst og nederst, da de dog alle bleve
udelukkede. Saaledes ende de med at sidde hos hinanden i Spot-
ternes Raad og i de Misfornoiedes Forsamling, der ikke for-
maae at grave og ere for stolte til at bede.
Den Unge gik nu sin Gang, og Taalmodigheden gjentog
sit Løfte, ikke at slippe ham, hvis han holdt sig til den. Hans
Vei var smilende, hans Gang let, og ingenlunde saaledes som
den faderlige Ven Taalmodigheden havde lært ham det. De
Yngre sluttede sig glade til ham; den Ældre vendte sig veemo-
digt om efter ham, saa hurtigen gik han, at han selv lod For-
ventningen bag sig, uden at savne den; thi Held fulgte hans
Fjed, Fremgang hans Jdrcet, Vinding hans Planer. Hans
Guld skaffede ham Alt, selv Misundelsens Tjeneste, hans Gunst
var den Priis, der kjøbte Alt, selv Medbeilerens Hylding. Dri-
stigere bleve hans Planer og dristigere, selv Lykken blev saa
glad derover, at den for at stride med ham blev dristigere og
dristigere. Forgjeves kaldte Taalmodigheden; naar der i ethvert
Øieblik er en Verden at vinde, hvad den jo aldrig havde talet
om, da kan den vel vente til imorgen. Da stod han paa Spidsen
— stolt skuede han ned, han væmmedes ved Alt, ved Guldets
Glands, ved Lystens Tant, ved Menneskenes Feighed, Alt var
jo tilkjøbs, Alt. Var det Lykken, der havde gjort ham utaalmo-
dig? Den havde jo føiet ham i Alt; endnu vilde den føie ham,
og dog vansmaegtede han i Utaalmodighedens kolde Hede.
S. Kierkegaard 1V. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
