Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Taalmodighedens Magt, saa den ikke slipper udenfor, naar
den forfærdelige Strid er med det Evige, med Gud og med
sig selv; thi dette er Striden, saaledes, at Den, der taber det
Evige, taber Gud og sig selv; og Den, der taber Gud, taber det
Evige og sig selv; og Den, der taber sig selv, taber det Evige
og Gud. Saaledes er det jo, som den Eenfoldige let forstaaer
det, og den Dannede kunde kun forlange, at man gjorde det
noget vanskeligere, at han bedre maatte forstaae det.
Hvad enten nu et Menneske ved Taalmodighedens Hjælp
i Livets Nød tog mod Trøsten, at Faren var en anden end han
troede, eller et Menneske selv opdagede Faren og Forfærdelsen,
tidligen afvænt fra at frygte, hvad der fordærver Legemet,
Striden selv kan dog være forfærdelig J samme Øieblik som
Sjelen gjennemskuet dette, behøver den strax Taalmodigheden,
at den ikke løber tilbage og heller vil kæmpe den unyttige Strid
med Verden. Har Taalmodigheden hjulpet hertil, da gjelder
det atter at benytte dens Bistand for at forstaae i al Stilhed,
at det mest Afgjørende afgjøres langsomt, lidt efter lidt, ikke
i en Skynding og paa eengang; thi i denne Strid er Taalmodig-
heden den ene Herskende, ikke til at forvexle med noget Andet;
den foreskriver Love, den tildeler Palmen.
Dog dette læres ikke strax, og Sjelen maa stride mangen
møisommelig Kamp, og mangen Gang begynde forfra. Da
lister Utaalmodigheden, der allevegne har fine Speidere, sig
ogsaa derind. Den har antaget en ny Skikkelse, som netop er
betegnet paa den Stridendes Tilstand. Den er ikke indsmig-
rende, ikke trodsig og stædig, den er angstfuld. Jngen vove sig
til nysgjerrigen at ville belure Sjelen, naar den strider i sin
yderste Angst, det er en Fare, der kan ende med Forfærdelse
Forfærdeligst begynder Striden, naar Evigheden forvandler
sig til et Øieblik, og dette Øieblik dog vil være afgjørende for
al Evighed. Da lyder Utaalmodighedens angstfulde sidste Suk:
det er for silde.
Er der da ikke Fare? Utaalmodigheden selv skriger det jo
ud. Men Taalmodigheden har opdaget Faren, at denne ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
