Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
Anden. Og den, der begjerligen hører efter et saadant Ord,
han er selv som oftest i en lignende Tilstand, eller dog i en sør-
gelig anet Forstaaelse med, at noget Lignende vil times ham,
og derfor finde de begge Lise og Lindring ved at daane i denne
Afmagt, hvor Formaningen ikke forstyrrer dem, men hvor For-
maningens Velsignelse heller ei kommer over dem. — ,,Det
er Altsammen Forfængelighed og ond Møie,« siger Prædikeren,
og et saadant Ord tykkes Letsindigheden et findrigt Legetøi,
Tankelosheden en opgiven Gaade og Tungsindigheden en Be-
døvelsens Drik, der gjør det Sidste værre end det Første Saa-
ledes har Prædikeren sagt mangt et Ord, som det altid kan
være gavnligt, at han haver sagt, hvis det kunde hjælpe Nogen
til at spare sig selv for at gjøre den samme Erfaring, eller dog
idetmindste hjælpe ham til at forsage den sorfængelige Higen,
der vil være sindrigere og findrigerez men er hiint forelæste
Ord et saadant, og mon ikke Prædikeren har sagt alt det Fore-
gaaende for dette ene og eet lignende Ords Skyld, og mon
han ikke gjerne opgav at have sagt alt det Andet, hvis blot Nogen
tog efter dette Ord? Vel siger nemlig Prædikeren, at ,,ogsaa
Barndom og Ungdom er Forfængelighed« (X1, 10), og at for-
saavidt selv at have gjort, hvad han opfordrer til, ,,at have ladet
sit Hjerte være vel tilmode i Ungdommens Dage, at have van-
dret paa Hjertet-3 Vei og efter Øinenes Syn« (xl, 9), er For-
fængelighed; men har Prædikeren nogensinde sagt, at det at
tænke paa sin Skaber i Ungdommen er ond Møie, eller det at
have tænkt paa ham i Ungdommen ogsaa engang skulde vise
sig at være Forfængelighed? Har han blandet Talen derom ind
mellem det Øvrige, eller er den Maade, paa hvilken han siger
dette, ikke himmelvidt forskjellig fra den Maade, paa hvilken
han siger det Øvrige? Har han ikke netop opløst Alt i Forfænge-
lighed, for at hiin Tankes evige og salige Betydning ret maatte
vise sig, at den maatte binde den vildfarende Sjel i Lydighed
under Formaningen? Han siger ikke som ellers: saa glæd Dig
i Din Ungdom, saa bortfjern Sorgen, hvor Udtrykket selv,
ved ligegyldigen at henkaste det Sagte, antyder, at det er det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>