Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Lærer, og han atter Anledning for Andre til at lcere Noget.
Hans Forhold er da bestandigt ligesaa autopathisk som sym-
pathetisk. Saaledes forstod ogsaa Socrates det, derfor vilde
han ikke modtage hverken Ære eller Heedersposter eller Penge
for sin Underviisning, da han dømte ubestikkelig som en Afdød.
O, sjeldne Nøisomhed, sjelden i vor Tid, hvor Pengesummen
og Huederskrandsen ikke kan blive stor og glimrende nok, til
Vederlag for Underviisningens Herlighed; men hvor da og al
Verdens Guld og Hæder netop er Vederlaget for Underviiss
ningen, da de ere lige meget værd. Men vor Tid har jo det
Positive og forstaaer sig paa det; Socrates derimod manglede
det Positive. Men see om denne Mangel forklarer hans Borne·
rethed, der vel havde sin Grund i, at han var nidkjaer paa det
Menneskelige, tugtede sig selv med den samme guddommelige
Misundelse, med hvilken han tugtede Andre, og i hvilken han
elskede det Guddommelige. Mellem Menneske og Menneske er
dette det Høieste; Discipelen er Anledning til at Læreren for-
staaer sig selv; Læreren Anledning til at Discipelen forstaaer
sig selv; Læreren efterlader sig i Døden ingen Fordring paa
Discipelens Sjel, netop ligesaa lidet som Discipelen kan gjøre
Fordring paa, at Læreren skylder ham Noget. Og var jeg en
Plato i Sværmeri, og bankede mit Hjerte heftigt som Alci-
biades’, heftigere end Korybanternes, ved at høre Socrates, og
kunde min Beundring-3 Lidenskab ikke stilles uden ved at om-
favne hiin herlige Mand, da vilde Socrates vel smile af mig
og sige: ,,O, Kjære, Du er dog en svigefuld Elsker; thi mig vil
Du forgude formedelst min Viisdom, og da vil Du selv være
den, som bedst forstod mig, og vcere den, ud af hvis beundrende
Omfavnelse jeg ikke skulde kunne rive mig; er Du dog ikke en
Forfører?« Og dersom jeg da ikke vilde forstaae ham, da vilde
hans kolde Jroni vel bringe mig til Fortvivlelse, naar han
udviklede for mig, at han skyldte mig lige saa meget som jeg
skyldte ham. O, sjeldne Redelighed, som Jngen besviger, end
ikke Den, der vilde sætte sin Salighed i at vorde besvigetz sjelden
i vor Tid, hvor Enhver gaaer videre end Socrates, baade i at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
