- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Fjerde Bind /
257

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

257

Jncognito, og naar Guden ved sin almægtige Beslutning, der
er ligesom hans Kjærlighed, vil være den Ringeste lig, da skal
ingen Vertshuusholder saa lidet som en Professor i Philoso-
phien bilde sig ind, at han er snild Karl nok til at mærke Noget,
hvis Guden ikke selv vil give Betingelsen Og naar Guden i
Tjenerens Skikkelse udstrækker Almagtens Haand, da skal Den,
der forbauset gaber herpaa, ikke indbilde sig at han derfor er
Discipelen, fordi han er forbauset, og fordi han kan samle Andre
om sig, der igjen forbauses over hans Fortælling Dersom
Guden selv ikke giver Betingelsen med, saa vidste den Lærende
allerede fra Begyndelsen af, hvorledes det forholder sig med
Guden, om han end ikke vidste af, at han vidste det, og hiint
Andet er ikke det Socratiske, men uendelig derunder.

Men for Discipelen er den udvortes Skikkelse (ikke dens
Detail) ikke ligegyldig. Den er, hvad Discipelen har seet og
grebet paa med sine Hænder, men ikke saaledes er Skikkelsen
vigtig, at han derfor ophørte at være Troende, om det hændte
ham, at han en-Dag saae Læreren paa Gaden og ikke strax
kjendte ham, eller vel endog gik et Stykke Vei ved hans Side
uden at blive opmærksom paa at det var ham. Men Discipelen
gav Guden Betingelsen for at see det, og oplod ham Troens
Øie Men at see denne udvortes Skikkelse var en forfærdelig
Sag: at omgaaes ham som En af os, og i ethvert Øieblik, hvor
Troen ikke var tilstede, kun at see Tjenerens Skikkelse. Naar
da Læreren er død fra Discipelen, da kan Hukommelsen vel
bringe Skikkelsen frem, men derfor troer han ikke, men fordi
han af Læreren modtog Betingelsen, derfor seer han atter i
Erindringens paalidelige Billede Guden. Saaledes Discipelen,
der er vidende om, at han uden Betingelsen Jntet havde

Paradoxet, men tilbage fra Paradoxet, tilbage forbi Socrates og den socra-
tifke Uvidenhed. Dette agte man vel paa, at det ikke i Aandens Verden skal
gaae En som hiin Vandrer, hvem en Englænder paa hans Spørgsmaal,
om denne Vei førte til London, svarede: jo den gjor, men som desuagtet
ikke kom til London, fordi Englænderen havde fortiet, at han maatte vende
sig om, da han netop var ifærd med at gaae fra London.

S. Kierkegaard. Tv. 17

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:12 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/4/0269.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free