Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
399
Saaledes ere vi atter komne hen, hvor vi vare i Cap.1.
Angest er den psychologiske Tilstand, der gaaer forud for Syn-
den, kommer den saa nær som mulig, saa ængstende som mulig,
uden dog at forklare Synden, der først i det qualitative Spring
bryder frem.
J det Øieblik Synden er sat, er Timeligheden Syndig-
hedk). Vi sige ikke, at Timeligheden er Syndighed, ligesaa
lidet som at Sandseligheden er Syndighed, men idet Synden
M) Af Bestemmelsen Timelighed som Syndighed følger igjen Døden
som Straf. Dette er et Avancement, hvis Analogie man, sj plaget, kan
finde deri, at selv i Forhold til det udvortes Phænomen forkynder Døden
sig isamme Grad forfærdeligere som Organisationen er fuldkomnere. Medens
saaledes en Plantes Doen og Forraadnen udbreder Vellugt næsten lifligere
end dens krydrede Aande, forpester derimod et Dvrs Forraadnen Luften.
I en dybere Forstand gjælder det, at jo høiere Mennesket anslaaes, desto
forfærdeligere er Døden. Dyret døer egentlig ikke; men naar Aanden er
sat som Aand, da viser Døden sig som det Forfærdelige Dødens Angest
svarer derfor til Fødselens Angest, uden at jeg dog derfor her vil gjentage,
hvad der tildeels sandt og tildeels kun aandrigt, tildeels begeistret, tildeels
letsindigen er sagt om, at Døden er en Metamorphose. I Døds-Øieblikket
befinder Mennesket sig i Synthesens yderste Spidse; Aanden kan ligesom
ikke være tilstede; thi den kan ikke døe, og dog maa den vente, thi Legemet
maa jo døe. Den hedenske Anskuelse af Døden var, — ligesom dens Sandse-
lighed var mere naiv, dens Timelighed mere sorgløs, — mildere og tække-
ligere, men manglede det Høieste. Man læse Lessings skjønne Afhandling
om, hvorledes den antike Kunst fremstillede Døden, og man kan ikke negte,
at man bliver veemodig-hyggeligt bevæget ved Billedet af denne sovende
Genius, eller ved at betragte den skjønne Høitidelighed, med hvilken Dødens «
Genius bøiet sit Hoved og udflukker Faklen. Der er, om man saa vil, noget
ubeskriveligt Overtalende og Fristende i at betroe sig til en saadan Fører,
der er forsonet som en Erindring, hvori der Intet erindres. Men paa den
anden Side er det dog igjen uhyggeligt, at følge denne tause Fører ; thi han
skjuler Intet, hans Skikkelse er intet Jncognito, som han der er, saaledes
er Døden, og dermed er det forbi. Der ligger et uudgrundeligt Veemod i,
at denne Genius med sin venlige Skikkelse bøier sig over den Døende, og
med Aanden af sit sidste Kys udslukker den sidste Livsgnist, medens det Op-
levede lidt efter lidt allerede er forsvundet, og Døden bleven tilbage som
den Hemmelighed, der selv uforklaret forklarede, at hele Livet var en Leeg,
hvor det endte med, at Alt, det Største som det Mindste, gik ud som Skole-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
