Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
det snevre Rum, i Udlændighedsstand, thi Aandens Hjem er
i det Evige og det Uendelige. J samme Øieblik begynder da
Alt ligesom forfra. Den, der har været udenfor sig selv, vender
tilbage til sig selv; men denne Tilstand, saaledes at være hos
sig selv, er ikke Frihedens og den Frigjortes. Saa er da den
uudsigelige Salighed forbi, Høstens Frydesang forstummet,
der skal atter saaes med Taarer, Aanden skal atter sidde beklemt,
atter sukke, kun Gud veed, hvad Sukket ikke fatter, hvorvidt
dog Frydens Harpe atter stemmes i Sjelens Londom Menne-
sket er vendt tilbage til sig selv, han er ikke mere salig ved at
være frelst fra sig selv til sig selv og til at være forklaret i Gud,
saa det Forbigangne maatte slippe ham uden Magt til at dømme,
fordi Selvanklagen er formildet, glemt i Forstaaelsen med Sty-
relsens uudgrundelige Viisdom, i Forsoningens salige Be-
lærelsez saa det Evige ingen Tilkommelse frygter, ja ingen Til-
kommelse haaber, men Kjærligheden besidder Alt uden Af-
ladelse, og der er ikke Skygge af Omskiftelse. Saasnart Menne-
sket vender tilbage til sig selv, da forstaaer han det ikke mere —
derimod forstaaer han, hvad bittre Erfaringer kun altfor ufor-
glemmeligt have indskærpet, Selvanklagen, hvis det Forbi-
gangne eier en saadan Fordring paa hans Sjel, som ingen Anger
ganske kan indfrie, ingen Trost til Gud ganske kan udslette,
men kun Gud selv i Salighedens uudsigelige Taushed.
Hvor meget Forbigangent kan dog ikke et Menneskes Sjel
gjemme, naar han er hos sig selv, netop jo dybere han er! Thi
en dyrisk Trøst, at Tiden udslettet Alt, er forfærdeligere selv
end den forfærdeligste Erindring; og Tankeloshed, der spoger
med Tiden og lefler med Evigheden, hjælper, som naturligt
er, kun Den, der ,,dosigt svimler hen ad sin Vei«; og hoffærdig
Armod, Fortabelsens glimrende Elendighed, der lader Tiden
gaae sin Gang, ja end ikke begjerer Evighedens »Kjedsommelig-
hed«, det skulde da være at Himlen var betænkt paa nye Ad-
spredelser, med hvilke de fornemme Fordringer kunde tage til
Takke: alt Dette er kun Afskyelighed, hvad Navn Verden saa
end giver det. Nei, Tiden som saadan skal ikke hjælpe et Menneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
