- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Femte Bind /
171

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

171

stor og udmærket, der i sin Manddom fuldkommede blot det
Halve af hvad han vidste i sin Barndom, af hvad han i sine Drenge-
aar vidste skriftligt at udvikle. Men det sandselige Menneskes
Selvkjærlighed er for sneverhjertet til at ville gribes af det
Høieste; det hjælper ikke om Nogen vil mene ved tækkelig Tale at
gjøre ham begribeligt, hvad det Høieste er, vil mene ved en
from Svig at bedrage ham ind deri, eller ved en kjærlig List
at spille ham det i Haanden: hos ham bliver det forvansket,
i hans Haand bliver det til det Modsatte. Det er sandt og vil
altid blive det, at Dyden er den høieste Klogskab, det er ogsaa
vist, at det sandselige Menneske gjerne vil være klog og tragte
efter Klogskab; men om nu end Nogen for at vinde ham vilde
udvikle dette, han vilde dog aldrig vinde ham for Dyden, thi
hvis dette skulde skee, maatte først det sandselige Menneskes
Forestilling om Klogskab aldeles forandres. Det er sandt, at
Forsonlighed er den tungeste Hævn, det er sandt, hvad en gam-
mel Viis har sagt, at den værste Straf over Fornærmelser er
at glemme dem; men hvilken Forvirring vilde det ikke blive,
hvilken himmelraabende Formastelighed, om den Hævngjer-
rige skjulte sig som en Ulv i Forsonlighedens Klædebon, eller
var han derved kommen Forsonlighedens skjønne Dyd et Skridt
nærmere? Det er til at forlade sig paa, at det Gode har sin Løn,
men hvis det ,,lønsyge" sandselige Menneske paa Grund deraf
vilde gjøre det Gode, kom han da nogensinde til at øve det?
Det staaer uomstødeligen fast, at det altid er det Sikkreste i
Livet at gjøre sin Pligt; men kan det dog ogsaa være det Sikkreste,
da Pligten stundom byder at offre Livet? Nei, Sjelen maa
fatte en Beslutning i Forsagelse af al Beregning, af al Klog-
skab og Sandsynlighed, den maa ville det Gode fordi det er
det Gode, og da skal den vel fornemme, at det har sin Løn,
den maa blive i Pligten fordi det er Pligten, og da skal den
vel føle Trygheden derved; den maa ville forliges med sin
Modstander af Hjertets hensynsløse Tilskyndelse, og da skal
Forsoningens gode Strid ogsaa vinde ham den Overvundnes
Hengivenhed.


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/5/0179.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free