- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Femte Bind /
213

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

213

Stræbende, han seer det skuffende Spor af et uhyre Væsen,
· der er til naar det er forbi, der er og er ikke; og dette Væsen
« er Skjebnen, og hans Stræben som en Faren vild. Tilbedelse
er atter Forundringens Udtryk, og Tilbedelsens Omfang er
det lige saa Modbydelige som Latterlige, det lige saa Forvil-
dede som Barnagtige.

Dersom den Sagende antages at kunne gjøre Alt for at
finde det Søgte, da er Trylleriet forbi, Forundringen glemt,
der er Jntet at forundre sig over. Og da, i det næste Øieblik
er det Søgte et Intet, og derfor var det han formaaede Alt. Saa-
ledes var Enhver engang ved Ungdommens Aarsskifte, da han
blev en Evighed gammel; ak, og om Mangen end trøster sig
til ikke at have oplevet denne Forfærdelse mon de derfor Alle
bleve visere, mon ogsaa Den, der var en Yngling i Oldingens
Alder! Saaledes gik det Enhver engang ved Ungdommens
Afsked at Livet stod stille og han omkom; og om Mangen end
brouter af sin Ungdom, mon derfor ogsaa Den var visere, der
besveg Aarene og Evigheden for sin Ret, hvis høieste Viisdom
var et fjantet Svar paa det alvorligste Sporgsmaall

Der var engang i Verden, da Mennesket træt af Forun-
dring, træt as Skjebnen vendte sig bort fra det Udvortes, og
fandt, at der var ingen Forundringens Gjenstand, at det Ube-
kjendte var et Intet og Forundringen et Bedrag. Og hvad
der engang var Livets Indhold, det kommer igjen i Slægtens
Gjentagelse. Om Nogen vil tykkes sig viis ved at sige, at der
ere tilbagelagte Skikkelser, som for Aartusinder siden ere fær-
dige: i Livet er det ikke saaledes. Og Du mener dog vel heller
ikke, min Tilhører, at jeg vilde spilde Dig Din Tid ved at for-
tælle store Begivenheder og nævne snurrige Navne, og blive
aandlost vigtig i Betragtning af hele Menneskehedenl Ak nei,
hvis det er saa, at Den er bedragen, som kun faaer Lidet at vide,
mon da ikke ogsaa Den, som fik saa Meget at vide, at han slet
Intet tilegnede sig! Langsomt gaaer Mennesket frem, selv
den herligste Viden er dog kun en Forudsætning Vil man for-
oge Forudsætningerne mere og mere, da er man jo som den


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/5/0221.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free