- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Femte Bind /
214

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

214

Gjerrige, der dynger Penge sammen, som han ingen Brug
har for. Selv hvad der er værd at anslaae høit: en lykkelig Op-
dragelse, selv den er jo kun en Forudsætning og der gaaer Tid
efter Tid, inden den tilegnes, og et heelt Liv er ikke for meget,
hvis man vil tilegne sig den. O, dersom Den var bedragen,
hvis Opdragelse forsømtes, mon da ikke ogsaa Den, som blev
uvidende om, at den var en Forudsætning et betroet Gods,
en hellig Arv, der skulde erhverves, og som uden videre tog
den hen, og tyktes sig at være det, han havde Navn af. Har
den Bedre stundom sukket, fordi det Søgte var saa fjernt, saa
har Du vel m. T., fattet, at der ogsaa er en anden Vanskelighed,
at der er et Videns Blendværk, som bedaarer Sjelen, at der
er en Tryghed, hvori man er vidende — og dog bedragen, at
der er en Fjernhed fra al Afgjørelse, hvor man, uden at drømme
derom, fortabes. Lad Forfærdelsen tage sit Bytte, o, denne
Tryghed er et forfærdeligere Uhyre! Lad Savnets Nød hungre
ud, er det bedre at omkomme as Overflod? Rystende var det,
da Forundringen slap Mennesket, og han fortvivlede over sig
selv, men lige saa rystende er det, at man kan være vidende
om dette, vide langt mere, og end ikke have oplevet hiint, og
meest rystende, at man kan vide Alt og ikke have begyndt paa
det Mindste. Og er det saaledes, o, lad mig da begynde forfra;
vend tilbage, Du Ungdom med Din Ønsken og Din elskelige
Forundring, vend tilbage, Du Ungdommens vilde Stræben
med Din Dumdristighed og Din Gysen for hiin Ubekjendte,
grib mig, Du Fortvivlelse, der bryder med Forundringen og
Ungdommens Forundring, men hurtigt, hurtigt, hvis det er
muligt, hvis jeg har spildt min bedste Tid uden at opleve Noget,
lær mig dog idetmindste ikke at blive ligegyldig derved, at søge
Trøst med Andre i fælles Tab,« saa er vel Forfærdelsen over Ta-
bet en Vegynden paa min Helbredelfez hvor sildig den end
er, det er dog bedre end at leve hen som en Logner, bedragen
ikke af hvad der kunde synes skikket til at bedrage, ak, og derfor
rædsomt bedragen — bedragen af megen Viden!

Altsaa var Forundringen forbi, den er forbi; saa hed det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/5/0222.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free