Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
Ved en Grav.
saa er det da forbi! — Og naar nu Den, som her først
traadte hen til Graven, fordi han er den Nærmeste, naar han
efter Talens korte Øieblik er bleven den Sidste ved Graven,
ak, fordi han er den Nærmeste: saa er det forbi. Om han vilde
blive derude, han erfarer dog ikke hvad den Døde foretager
sig, thi den Døde er en stille Mand; om han i sin Bekymring
vilde kalde paa hans Navn, om han i sin Sorg vilde sidde lyt-
tende, han erfarer dog Jntet, thi i Graven er der Stilhed, og
den Døde er en taus Mand; og om han erindrende gik hver
Dag til hans Grav, den Døde erindrer ikke ham —.
Thi i Graven er der ingen Erindring, end ikke as Gud.
See, dette vidste den Mand, om hvem der nu maa siges, at
han ikke mere erindrer Noget, til hvem det nu var for silde at
sige det. Men som han vidste det, saa gjorde han derefter, og
derfor erindrede han Gud medens han levede. Hans Liv
gik hen i hæderlig Ubemærkethed, ikke Mange vare vidende
om hans Tilværelse, kun Enkelte blandt de Faa kjendte ham.
Han var Borger her as Staden, stræbsom i sin beskedne Gjer-
ning forstyrrede han Jngen ved at svigte Samfundets For-
pligtelser, forstyrrede Jngen ved utidig Bekymring om det
Hele. Saaledes gik Aar efter Aar, eensformigt, dog ikke tomt;
han blev Mand, han blev gammel, han blev bedaget: Gjer-
ningen var og blev den samme, een og samme Syssel i de for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
