Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
ikke fornemmer den Reisendes Længsel efter Budskab fra Nogen,
hiin Flygtning, hvem kun den dødbringende Kugle indhenter,
der vel forklarer, hvorfor Hjorten nu blev stille, men ikke hvorfor
den var saa urolig; Jngen færdes paa denne Vei uden Vinden,
om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer eller hvor den
farer hen. Selv Den, der lod sig bedrage af hiin forføreriske
Vinken, hvormed Jndesluttetheden hist inde fanger efter Van-
dringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti, som
frister ind i Skovens Jndelukke: selv han er ikke der saa eensom,
som man er det ved de otte Veie, paa hvilke Jngen reiser. Otte
Veie og ingen Reisendel Det er jo som var Verden uddød, og
den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var Jngen
til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret
ud ad de otte Veie og havde glemt Een! —— Er det sandt, hvad
Digteren siger: bene vixit qui bene latuit, saa har jeg
levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at
Verden og Alt hvad som derudi besindes aldrig tager sig bedre
ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see;
vist er det ogsaa, at Alt hvad der er hørt i Verden og skal høres-
lyder lifligst og mest fortryllende hørt fra en Krog, naar man maa
liste sig til at lytte. Saa har jeg da oftere søgt ud til min Afkrog.
Jeg kjendte den før, længe før, nu har jeg lært ikke at behøve
Natten for at finde Stilhed, thi her er altid stille, altid skjønt,
men skjønnest synes det mig nu, naar Høstsolen holder Mid-
aften·og Himlen blaaner smægtende; naar Skabningen aander
efter Heden, naar Kølingen giver sig løs-, og Engens Blad zittrer
vellystigt medens Skoven vifter ; naar Solen tænker paa Aftenen
for at svale sig i Havet, naar Jorden skikker sig til Hvile og tænker
paa Taksigelsen, naar de før Afskeden forstaae hinanden i den
ømme Sammensmelten, der mørkner Skoven og gjør Engen
grønnere
O venlige Aand, Du, som beboer disse Steder, hav Tak,
at Du altid fredede om min Stilhed, hav Tak for hine Timer
tilbragte med Erindringens Syssel, hav Tak for dit Skjulested,
som jeg kalder mit! Da voxer Stilheden som Skyggen, som Taus-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
