Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
pige, der med Nød og Neppe slipper hjemme fra, og dog trods
al sin Hasten ikke naaer til at komme betimeligere end for at høre
Præsten sige Amen, jeg troer, at hun kan bringe Velsignelse
hjem fra sit Kirkebesøgz men Hvo der ellers har rigelig Tid til
allehaande Ting i Livet, kunde dog vel ogsaa faae Tid til ordent-
lig at gaae i Kirke. Vor Kirkegængerske kom altsaa meget betimes
ligt og med hende hendes lille Uro; dog er jeg forvisset om, at
Prædikenen og hele Gudstjenesten ikke har havt en andægtigere
Tilhører eller en værdigere Deeltager end hende. Hun blev lukket
ind i en Stol; det uberettigede Medlem af Menigheden blev
fat op paa Bænken, formodentlig i Haab om, at han skulde
sidde som et ret Medlem. Dog denne Prætention synes ikke at
være opgaaet for den Lille. Moderen bøiede sit Hoved, holdt
Tørklædet for Øinene til en Bøn. Længe før hun atter saae op,
var den Lille sprungen ned og begyndte at krybe omkring i Stolen.
Hun var og blev den Bedende, ganske uforstyrret. Da hun havde
endt sin Bøn, satte hun ham igjen op paa Bænken, og talte for-
modentlig et Par formanende Ord til ham. Gudstjenesten be-
gyndte, men Legen var jo allerede begyndt før Gudstjenesten-
og den Lille syntes paa sin Viis at finde Behag i dette op, og
saa ned igjen, og saa op igjen. Han havde hidtil siddet paa høire
Haand af Moderen, og havt en anden Dame paa sin Høire,
medens Moderen sad yderst i Stolen; nu blev der skiftet Plads.
Først blev undersøgt, at Døren var lukket, derpaa flyttede Mo-
deren op, deelte redeligen med ham, saa han fik Krogen af Stolen
til sin Disposition· Han gjorde ingen Larm, men som et Barn,
der er vant at skjøtte sig selv, fik han Moderens Parasol at lege
med, og kun forsaavidt han vilde krybe længere op i Stolen,
blev Veien ham affkaaren. Moderen var og blev fordybet i sin
Andagt; kun naar Præsten pauferede, saae hun kjærligt ned
til den lille Underjordiske. Med et Aasyn fuldt af Glæde over
Barnet vendte hun da atter Blikket op til Præsten, og tilhørte nu
Talen med hele sin Sjels Andagt. At kunne dele saaledes ligeligt,
at have Glæde af Barnet, selv naar han forstyrrer, eller dog
ligesom vil forstyrre, eller dog paa en Maade er i Veien, at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
