Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
af mine Omgangsvenner bleve dog opmærksomme derpaa.
Dem indbildte jeg, at Kaffeen uden Sammenligning var den
bedste i hele Staden, ja jeg opfordrede dem endog med stor
t Zathos til at forsøge det. Et Par af dem gik hen en Tag og smagte
— og fandt den naturligviis maadelig, som den var. Jeg dipr-
terede imod med al Iver. Folgen deraf var, at da det engang
paa tredie Sted kom paa Tale mellem dem og nogle Flere,
hvorfor jeg altid gik hos den Conditor, sagde Een af dem: ,,aah!
det er ikke Andet end hans sædvanlige Trods. Han har for et
Jndfalds Skyld paastaaet, at Kasseen var superb, for nu blot
at have Ret tvinger han sig til at drikke det Poit. Saaledes er
han, et godt Hoved men det stridigste Menneske, og man hævner
sig paa ham som paa Diogenes ikke ved at sige ham imod, men
ved ikke at bryde sig om ham og in easu om hans Conditor·Be—
sog.« En Anden meente, at jeg havde en stor Disposition til
fixe Ideer, og han fandt det morsomt, at jeg virkelig kunde troe,
at Kasseen var god. J Grunden havde de dog alle Uret, thi
Kasseen var ogsaa efter min Smag slet. Derimod havde de ikke
Uret i at hævne sig paa mig, ved at opfylde mit Ønske, at lade
mig i Fred med min Conditor og hans Kassee. Hvis jeg havde
bedet dem derom, havde jeg neppe kunnet være saa tryg. Jeg
drak Kaffeen, tænkte ikke stort derpaa, men her var det jeg ven-
tede, her var det jeg nærede Forelskelsen med Længselen, og
vederqvægede den med Synet, og herfra tog jeg meget hjem
med mig, naar Synet var forsvundet. Ved Vinduet torde jeg
aldrig sidde, men naar jeg sad midt inde i Værelset, kunde mit
Øie beherske Gaden og det modsatte Fortoug, hvor hun gik;
men den Forbigaaende kunde ikke see mig. O skjonne Tid, o
elskelige Erindring, o søde Uro, o lykkelige Syn, naar jeg smyk-
kede min skjulte Tilværelse med Forelskelsens Trylleri.
Som Dreng havde jeg en Latin-Lærer i den lærde Skole,
hvem jeg oftere mindes. Han var meget duelig, det var ogsaa
langtfra, at man ikke lærte Noget af ham, men stundom var han
noget besynderlig eller, om man saa vil, noget distrait. Dog
bestod hans Distraction ilke i at han faldt i Tanker, taug stille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
