Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
denne Retning. Sandt nok, jeg har aldrig fattet, hvor det er
faldet hende ind, hvor hun saaledes kunde misforstaae sig selv:
saa elskelig som hun var, saa lidet havde hun noget særligt Talent.
Havde det været der, havde jeg nok opdaget det, thi mit Tung-
sind havde deri strax seet en Lidelse mere, fordi jeg havde for-
staaet, at hun maatte have uhyre Fordringer til Livet. Men en
Katastrophe kan jo skabe et Menneske om, og den var dog maaskee
en gyldig Anelse i hendes Sjel, dette Ønske, denne Higen· Hvad
Under, at jeg ikke forstod det, jeg, som fra min tidligste Ungdom
har levet i den bestandige Modsigelse mellem i mit Forhold til
den Enkelte at synes begavet og i mit stille Sind være over-
beviist om, at jeg ikke duede til Noget.
Jeg er frank og fri, ledig, ingen Mands, ingen anden Qvindes,
intet Livsforholds Tjener; jeg ligger ved Kanten i min Baad,
om der dog vilde vise sig et Phænomen derude. Kunde hun
saaledes komme frem som en Beundringens Gjenstand, det var
noget for mig, det var den lykkeligste Existents, jeg kunde tænke
mig: skjult at see hende beundret, skjult at vove den sidste Tanke
og den sidste Hvid, for at Beundringen kunde være jublende.
Hvor Utaalmodigheden allerede koger i mig! Jeg kan besnakke
Folk, jeg kan lyve, bevise Alt, smigre, trykke en Journalist i
Haanden, selv skrive Artikler Dag og Nat — og Beundring er
jo dog tilkjobs for Penge og for Klogskab Jeg opgiver Alt, mit
lykkelige Lod blev det da skjult at turde arbeide for hende. Og
naar det saa er naaet, naar Smerten har potenseret hendes Sjel,
naar Lykke og Gunst og Smiger kappes om at smykke den Ud-
mærkede, naar hendes Sjel svulmer indtil Overmod —— og hun
da triumpherende drager mig forbi, da tør jeg roligt see paa
hende, mit Blik kan ikke forstyrre hende, thi Tilværelsen har jo
netop hævdet hende imod mig.
Men lidt at holde sig til maa man dog have. Efter anonyme
Noveller løber jeg ikke saa snart igjen, den sidste lod mig ret
føle det Latterlige i min Indbildning Har jeg ikke lært Andet
deraf, saa har jeg faaet en Forestilling om, hvorledes det gaaer
til med Recensioner· Jeg har aldrig kunnet blive alvorlig ved
S. Kierkegaard. V1. 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
