Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
Sæk og Aske eller snarere nogen i al fin Elendighed, og naar man
vil klæde sig paa, ikke at have andre Klæder end Glædens og
Muiiterhede116, for at skjule sig!
«Hoor lider De egentligen?" siger Lægen til den Syge.
,,Ak! overalt kjære Doctor," svarer han. ,,Men hvorledes lider
De« vedbliver Lægen »at jeg kan opspore Sygdommen.« Mig
spørger der Jngen til, jeg behøver det heller ikke. Jeg veed vel,
hvorledes jeg lider, jeg lider sympathetisk Netop denne Lidelse
kan ret ryste mig. Om jeg end tungsindigt er inderligt over-
beviist om, at jeg duer til slet Intet, saasnart Faren kommer
har jeg i Grunden Kræfter som en Løve. Naar jeg lider auto-
pathisk, da kan jeg sætte hele min Villie ind, og tungsindig som
jeg er, og tungsindigt opdragen, som jeg er, finder det Forfærde-
lige mig snarest forberedt paa det endnu Forfærdeligere· Men
naar jeg lider sympathetisk, da har jeg at bruge hele min Kraft,
hele min Opfindsomhed i Forfærdelsens Tjeneste til at danne
den Andens Smerte, og derved bliver jeg afmægtig. Naar jeg
selv lider, da hitter min Forstand paa Troftegrunde, men jeg
tør ikke troe en eneste, naar jeg lider sympathetisk, thi jeg kan jo
ikke kjende den Anden faa nøie, at jeg kan vide, om de Forud-
sætninger ere tilstede, der betinge, at den virker. Naar jeg lider
autopathisk, veed jeg, hvor jeg er, jeg sætter Mærker ud paa
Lidelsens Vei, at jeg kan have Noget at holde mig til, men naar
jeg lider sympathetisk, da farer jeg vild, thi jeg kan jo ikke vide,
hvor dog egentligen den Anden er, og jeg maa hvert Øieblik
begynde forfra, forberedt paa i næste Oieblik at kunne tænke
en endnu forfærdeligere Mulighed, hvis Rædsel jeg maa ud-
holde, for ikke at skulke fra Noget.
Er hun først fri, da er jeg vel ikke uden Sorg, men da er jeg
forst paa det Punkt, hvor hun formodentlig troede jeg var, da
hun bad mig, stundom at mindes hende. Ja da skal jeg mindes
hende, men da har jeg ogsaa fundet Lindring, er veemodig og
siger med Ossiaiu sod er Tungsinds Sorg; da har jeg Fred, thi
den tungsindigt Erindrende er ogsaa velsignet og formildet og
lykkelig som Taarepilen, naar den bevæges af Aftenvinden·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
