Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321
thi Alvor er først og sidst Sikkerhed paa sig selv. Men enhver
Existents, der vil Noget, er derved indireete dømmende, og
Den, der vil Kategorien, indirecte dømmende over Den, der
ikke vil. Jeg veed ogsaa, at selv om man kun har eet Skridt
tilbage, kan man snuble og slippe sin Kategori, men jeg troer
derfor ikke, at jeg slap fra den og blev frelst i Passiar, jeg troer,
den vilde holde paa mig og dømme mig, og i denne Dom var
jo atter Kategorien.
Hvilken Magt hun dog har over mig? At føie hvert hendes
Ønske, at anvende Dagen til Glæde for hende, hvis dette var
blevet mig tilladt, ja det er en Lyst, men min Tanke, hvilken
er mig mit Liv og hvis Tab er min aandelige Død, at den skal
tages fra mig! Differentserne har jeg forlængst slaaet en Streg
over, men det, der holder Livet, er mig, at der er en Ligelig-
hed for alle Mennesker i at ville; at man her tør fordre det Samme
af Alle. Og dog hvorledes har hun ikke blot ved en anet Antyd-
ning faaet mig til, som vel en Trediemand vilde sige, at være
maneerlig i Forhold til hiin tvetydige Resignation. Og hvor-
for, fordi jeg igjen ikke kan existere aandeligt, uden at hun maa
kunne existere i det Samme. Man seer deraf, hvor farligt det
er for en Tænker, at være forelsket, end sige at være gift og
have daglige Argumenter af en Qvinde. Burde han maaskee
hverken være det Ene eller det Andet, eller burde han maaskee
være begge Dele? — Ja! det skulde være et Mandfolk, der kom
med en saadan Livs-Anskuelse, der giver Afkald til en vis Grad,
og saa igjen trøster sig til en vis Grad. Dog nei! bliv i Stilhed
Du Lidenskab, der vil bringe mit Sind i Oprør, om den end
kan have sin Grund, thi hvad jeg indtil Fortvivlelse fordrer af
mig selv, ikke som noget Overordentligt, men som det Rette,
det kan jeg ikke taale at see forvexlet med noget Andet, jeg
kan ikke prutte.
Men har jeg ikke selv givet Anledning til, at noget saadant
kunde skee? Jeg arbeider jo for, at hun kan blive fri. Rigtigt;
men jeg har henstillet Sagen saa dialektisk til hendes Afgjørelse,
at hun kan gjøre hvad hun vil. Det troede jeg at skylde mig
S. Kierkegaard vL 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
