Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
355
Øieblik kommer igjen, slet intet Tiltrækkende skal have for hen-
des Tanke, end ikke Forfærdelsens Fristelse, men at hun er
leed og kjed og væmmelig derved, som Den er kjed af Apel-
finer, der har spiist dem, fordi han tog Pulver. Skulde hun da
senere ved sig selv kunne give Forholdet Idealitet, saa er hun
en ganske anden Jndividualitet, end jeg har troet, og behøver
langtfra mig.
d. 16. Mai. Midnat.
Som sagt, det Hele vil dog formodentligen gaae stille af.
Jgaar og iforgaars har jeg talt med min Ven, der er meget
vidende, og ogsaa med sandt Venskab har martret, om end
tillige tjent mig med allehaande Oplysninger under singerede
Navne. Han blev ved med sine Historier og de fingerede Navne.
Og hans Venskab er uforandret. Først vilde han ængste mig
med det Livsfarlige, nu har Piben faaet en anden Lyd, han
vil hidse ved om muligen at pirre lidt Jalousi frem hos mig
— men altsaa maa hun være i betydeligt Velgaaende. Det
er en uberegnelig Fordeel, jeg har af det Menneske Ham er
det, jeg nu skal bruge, idag begyndte Comedien. Som han
sad midt i sin Fortælling, reiste jeg mig op, omfavnede ham
hjerteligt og sagde pathetisk: ,,nu forstaaer jeg Dem, o! jeg Daare,
at jeg ikke i Dem har seet en Venl negt det ikke, De taler om
hende, ak! om hende, som jeg har gjort ulykkelig, og som jeg
dog har elsket, som jeg har ønsket mange Gange at vende til-
bage til, men jeg kan det ikke, nei jeg kan det ikke, oprigtigt til-
staaet, min Stolthed har for megen Magt over mig.« Min Ven
blev noget betuttetz det maa ogsaa være flaut nok, naar man
sidder venskabeligst og med jævn christelig Ondskab vil plage
et Menneske, da at blive sluttet i Venskabets Favnetag. Der-
som en Røver, der mødte en Vandrer paa den afsides Vei,
i det Øieblik, han alt var ifærd med at styrte sig over sit Bytte,
følte sig ømt omsluttet og hørte disse rørte Ord: o! blide Skjebne,
at Du sender mig en Veileder, jeg som er faren vild, og Du,
23«·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
