- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Sjette Bind /
410

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

410

d. 2. Juli. Morgen.

Idag for et Aar siden. Et Øienvidne til min Situation
vilde vel sige til mig: Du veed ikke, hvad Kjærlighed er, siden
Du handler saaledes. Muligtz saa meget veed jeg dog, at jeg
kjender dens Smerte. Dens Lyst kjender jeg maaskee ogsaa om
end paa Afstand, paa meget lang Afstand. Var det muligt,
var det muligt — i samme Øieblik aander jeg hver Taare bort
af hendes Øie, ak som Skolebornene gjøre det, at Ingen skal
see, de have grædt; da er Smerten glemt, mere end glemt.
Hurtigt ved Forelskelsens Almagt, hurtigt som Plantens Væxt,
naar den opelskes af Feer, vikler hun sig ud, yndigere end nogen-
sinde ved sig selv ved Forelskelsens Spirekraft og ved mit Pust
og ved Ordet, der hvidskes i hendes Øre; saa sætter jeg hende paa
min Arm og styrter gjennem Verden med hende: saavidt for-
staaer jeg mig idetmindste paa Kjærlighed Men netop denne
min Forstand paa Kjærlighed kunde let berøve mig Forstanden.
Aldrig i mit Liv har jeg fornummet Selvmords Fristelser førend
nu. Men Deeltagelsens Qual og saa at være den Skyldige:
denne Modsigelse virker paa min Sjel, som naar man i legemlig
Henseende vrider et Menneskes Ledemod ud af deres naturlige
Stilling. Men hvad skulde et Selvmord hjælpe? Ja det skulde
forhindre, at hun ikke blev krænket, thi da kunde hun jo leve
hen som min, hvis hun saa vilde. Men sæt hun engang fik det
at vide, det vilde jo være forfærdeligt Havde hun Forstand,
vilde hnn jo indsee, at hun dog aldrig bnrde have bragt mig til
den Yderlighed, og saa havde jeg jo gjort hende skyldig. Og
ved et saadant Skridt havde jeg jo maaskee determineret hele
hendes Liv, saa hnn ikke i Endeligheden vilde søge sin Helbres
delse, hvor hun dog egentligen maa søge den.

Aandeligt talt lider hnn ikke saa meget. Hun er end ikke
saa meget udniattet, som hun begynder at blive træt med lidt
Tilswtiiing af at være kjed. Menneskeligt talt forundret det mig
slet ikke, thi hnn har ingen Fortrolig, og jeg er utrcrttelig i
Nonsens.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:41 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/6/0416.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free