- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Sjette Bind /
415

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

415

Kun naar jeg tier, kan jeg holde min Sjel pathetisk bag det
Comiskes Bedrag, eller bag det Skjul, at jeg forlængst har glemt
det Hele

d. 7. Juli. Morgen.

Jdag for et Aar siden. Lad see! Min Livs-Anskuelse var,
at jeg i min Indesluttethed gjemte mit Tungsind. Det var min
Stolthed, at jeg kunde gjøre det, min Beslutning, af yderste
Evne at fare fort dermed. Jeg er strandet. Hvorpaa? Paa Indi-
vidualitets Misforholdet og paa Vielsen som en Protestation
i Kraft heraf. Hvilken er mit Livs Forvirring? At den Sætning
blev mig meningsløs: ultra posse nemo obligatur. Hvilken
er min Skyld? At have vovet mig ind i hvad jeg ikke kunde reali-
sere. Hvilken er min Brøde? At have gjort et Menneske ulykkeligt.
Hvorledes ulykkeligt? J Muligheden saaledes, at jeg har et Mord
paa min Samvittighed ifølge hendes Udsagn og i Kraft af Mulig-
heden. Hvilken min Straf? At holde denne Bevidsthed ud.
Hvilket mit Haab? At en barmhjertig Styrelse vil i Virkelig-
heden gjøre Strasfen mindre ved at hjælpe hende. Hvad siger
min Forstand om hende? At der ikke just er Sandsynlighed for
det Værste. Hvad følger deraf for mig? Slet Jutet. En ethisk
Forpligtelse kan ikke udtømmes ved nogen Sandsynligheds-
beregning, men kun ved at paatage sig Ansvarets yderste Mu-
lighed.

di- Ik Dit

Jeg gik til hende. Ualmindelig glad traadte jeg hende imøde,
erklærede, at det lod sig gjøre, som hun ønskede det. Det lader
sig let forklare, at man, saa længe man strider, hvis man ogsaa
er istand til at forstaae, hvad Sympathien byder, kan glemme
dette Hensyn, netop fordi man strider. Naar man har seiret,
pleier Sympathien at vaagne allerstærkest. Jeg meente at burde
forsøge dette Yderste, om hun ikke, bevæget ved at have seiret,
skulde beslutte sig til at give mig Friheden. Nei! Hun tog imod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:41 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/6/0421.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free